Genmab/SHB: Kan have superudgave af Darzalex på vej
7/10 08:45
Genmab kan have en værdig afløser til supersællerten Darzalex på vej, vurderer Handelsbanken, der dog også ser risici forbundet med potentielt nye krav i USA til udviklingen af kræftmidler.
Handelsbanken har netop været vært for et arrangement med Genmabs IR-team, og her blev der fokuseret på Genmabs mulige afløser til Darzalex, Hexabody-CD38.
- For indeværende indikerer de prækliniske data for Hexabody-CD38, at antistoffet er ti gange mere potent end Darzalex, om end sikkerhedsprofilen endnu ikke er bekræftet. Endelige forsøgsdata vil blive offentliggjort i de kommende 12-18 måneder, skriver Handelsbanken i sit morgenbrev.
Genmabs partner Janssen, der også står for salget af supersællerten Darzalex, har option på at sikre sig rettighederne til Hexabody-CD38. Udnyttes optionen vil Genmab modtage en royalty på 20 pct. frem indtil 2031, efterfulgt af royalties på 13-20 pct. afhængigt af salgets størrelse.
RISIKO FOR HØJERE FORSINKELSER OG STØRRE OMKOSTNINGER
Mens Genmabs pipeline indeholder muligheder, så ser Handelsbanken dog også risici for Genmab på andre områder.
Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har indledt et nyt projekt - Project Optimus - med fokus på strengere krav til dosisoptimering og dosisvalg for kræftmidler under udvikling.
- Vi vurderer, at dette projekt udgør en undervurderet risiko, da det potentielt kan ramme størstedelen af de kommende onkologiske kombinationsforsøg. For Genmab kan det betyde, at de må se sig nødsaget til at justere en række af deres forsøgsstudier med Epcoritamab. Dette kan potentielt føre til forsinkelse af prøvedesign og i sidste ende betyde højere forsknings- og udviklingsomkostninger, vurderer Handelsbanken.
Handelsbankens anbefaling af Genmab, der er steget omkring 5 pct. i år og dermed har vist sig som et fint værn mod store markedsudsving, er uændret "hold".
Banken har et treårigt kursmål på 3750 kr., hvilket indebærer et potentiale på 35 pct. sammenlignet med torsdagens slutkurs på 2770 kr.
.\\˙ MarketWire
