Kina: Pengene fosser ud af kinesiske aktie- og obligationsmarkeder
11/10 06:54
Oversøiske penge fortsætter med at strømme ud af det kinesiske aktie- og obligationsmarked, da den hurtigt afkølede økonomi og skift i rentedifference sender investeringer mod andre destinationer.
Det skriver Nikkei Asia.
Udenlandske investorers beholdning af kinesiske obligationer faldt for syvende måned i træk i august. Faldet var på 594 mia. yuan (83 mia. dollar) til 3480 mia. yuan, ifølge data fra blandt andet China Central Depository & Clearing.
Og i september var der endnu en nettoudstrømning fra kinesiske fastlandsaktier, der handles gennem Hongkong.
Kapitaludstrømningen fra obligationsmarkedet - der er den største siden dataene blev noteret tilbage til 2015 - kommer i takt med at verdens næststørste økonomi lider under et ganske dramatisk vækstdrop.
- En del af det skyldes helt klart fundamental modvind i Kinas økonomi. Men jeg vil tro, at den største drivkraft for nedgangen er den skiftende dynamik i form af renteforskelle, siger chefanalytiker Mark Reade fra Mizuho Securities Asia.
Han vurderer samtidig, at investorerne reducerer eksponeringen over for Kina på baggrund af geopolitiske bekymringer.
Cheføkonom Alicia Garcia-Herrero fra Natixis i Hongkong peger på, at Kina står over for sanktioner over en mulig militær støtte til Moskva, hvilket er en faktor bag udlændinges salg af kinesiske obligationer.
- Der kan også komme sanktioner, hvis Kina udfører en de facto blokade af Taiwan, og risikoen er klart stigende på begge sider, siger Garcia-Herrero.
Oversøiske investorers obligationsbeholdning var vokset næsten uafbrudt, siden Bond Connect-programmet, der giver adgang til markedet gennem Hongkong, blev introduceret i 2017.
Og da kinesiske obligationer blev føjet til indeks, der følges af institutionelle investorer i 2019, fik de oversøiske investorer endnu mere mod på de kinesiske papirer.
Men det pengepolitiske miljø er ændret markant siden. Den amerikanske centralbanks renteforhøjelser sendte den tiårige T-bondrente over den tilsvarende kinesiske ækvivalent for første gang i 12 år i april og siden er det kun gået en vej.
- Så nu trækker udenlandske investorer sig ud af Kina for at købe højtforrentet gæld andre steder, siger Mark Reade.
.\\˙ MarketWire
