Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Hårde Harker talte aktierne i minus - Tesla trak ned

20/10 22:06

De amerikanske aktier indledte torsdagen med solide plusser efter flere stærke regnskaber, men så kom Patrick Harker, direktør for den amerikanske centralbanks afdeling i Philadelphia, på banen med høgeagtige meldinger om centralbankens rentebane.

Patrick Harker ser nemlig renten ende 2022 et "godt stykke" over 4,00 pct., og det blev straks tolket til at være en mere stram pengepolitik, end bankens ledelse i september og markedet havde regnet med. Det sendte markedsrenterne opad, mens investorerne samtidig rakte ud efter salgsknappen for aktier.

Det brede S&P 500-indeks endte derfor torsdagen med et minus på 0,8 pct., selv om det på et tidspunkt var i plus med så meget som 1,1 pct.

Dow Jones tabte samtidig 0,3 pct., og Nasdaq mistede 0,6 pct.

STADIG PRES FRA FEDERAL RESERVE

Det amerikanske aktiemarked er faldet med mere end 23 pct. i 2022 under vægten af den tårnhøje inflation og den aggressive opstramning af pengepolitikken, da Federal Reserve allerede har hævet renten 3,00 pct.point og senest i september signalerede yderligere løft i år på 1,25 pct.point til intervallet 4,00-4,25 pct.

Noget kan dog tyde på, at flere i bankens ledelse nu ser behov for endnu større stramninger.

- Taget vores helt ærligt skuffende fremskridt i forhold til at tøjle inflationen i betragtning forventer jeg, at vi vil være et godt stykke over 4,00 pct. ved udgangen af året, sagde Patrick Harker torsdag.

Philadelphia-direktørens bemærkninger kunne tyde på, at han er åben for to løft mere i år på 0,75 pct.point.

Markedet tror samtidig på, at centralbanken vil slutte året med en rente på 4,52 pct., og at Federal Reserve i løbet af 2023 vil være tvunget til sætte renten helt op over 5,00 pct.

- For øjeblikket får vi hele tiden overraskelser på den høje side på inflationen, uanset hvor vi kigger hen. Ingen har endnu en god forståelse for, hvornår centralbankerne, især Federal Reserve, vil være i stand til at stoppe med renteforhøjelserne, siger Hugh Gimber, strateg hos JPMorgan, til The Wall Street Journal.

AT&T I TOPFORM

I S&P 500 var kommunikationsservice med i toppen blandt sektorerne med et plus på 0,4 pct.

Det skyldtes, at AT&T skilte sig særligt ud. Det store mobilselskab vandt nemlig 7,7 pct., da regnskabet for tredje kvartal trods inflationen var bedre end ventet fra top til bund.

Energisektoren gik også frem med 0,2 pct., da oliepriserne for anden dag i træk steg.

It-aktierne så også fremgang på beskedne 0,1 pct. torsdag, selv om Microsoft og Apple tabte 0,1 og 0,3 pct., men chipkæmpen Nvidia gik frem med 1,2 pct., ligesom Lam Research toppede i S&P 500 med et plus på 7,8 pct. efter et stærkt kvartalsregnskab og optimistiske udsigter.

IBM vandt desuden 4,7 pct., da tredje kvartal var bedre end ventet, og selv om selskabet nedpræciserede sin salgsvækst på grund af den stærke dollar.

Softwareselskabet Salesforce blev også belønnet med 2,5 pct., da finanshuset RBC ser gode muligheder for en forbedret driftsmargin i forretningen.

TESLA SANK

I sektoren for cyklisk forbrug var der omvendt et minus på 1,7 pct., da Tesla især sank mod bunden.

Elbilproducentens aktie faldt nemlig med 6,7 pct., da salget i tredje kvartal ikke nåede det ventede, og det tolkes som et muligt tegn på, at efterspørgslen nu tager af.

Regnskaberne vælter i disse uger ind og river og rusker i kurserne på de enkelte selskaber. American Airlines var blandt torsdagens navne, og luftfartskæmpen satte sig 3,8 pct. efter sine ellers godkendte tal, men aktien var også steget hver af de foregående syv handelsdage.

Alcoa, USA's største producent af aluminium, vandt derimod 3,4 pct., trods en nedjustering af leverancerne for i år, da metalpriserne steg kraftigt torsdag.

Medicoselskabet Danaher faldt derimod 5,7 pct., selv om tredje kvartal var bedre end ventet, ligesom energiselskabet Nextera mistede 4,1 pct. før sit regnskab, da finanshuset Keybanc skar sit kursmål for aktien, og da de stigende renter var skidt nyt for forsyningssektoren, der som helhed mistede 2,8 pct.

.\\˙ MarketWire