Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Novo og Jyske Bank trak C25 i rødt

1/11 17:07

Fald i Novo Nordisk og Jyske Bank var tirsdag stærkt medvirkende til at trække det danske eliteindeks, C25, i minus, selvom et lille flertal af indeksets medlemmer faktisk endte i plus.

GN og Ambu markerede sig stærkt og var blandt 13 stigende aktier i indekset, men 11 faldende aktier vægtede tungere, og indekset endte 0,1 pct. lavere i 1573,03.

Tidligere på tirsdagen havde de danske aktier ellers kurs mod en klar positiv lukning efter spekulationer om mere genåbning i Kina efter coronapandemien og spæde håb en snarlig pause i de pengepoliske stramninger i USA.

Det bidrog også til en positiv åbning i USA, men meget ændrede sig efter kl. 15, hvor en række amerikanske nøgletal indikerede behov for fortsatte pengepolitiske stramninger.

BEDRE NØGLETAL END VENTET

- Aktierne er faldet lidt tilbage efter de amerikanske nøgletal, som generelt var bedre end ventet. Antallet af ledige stillinger i USA viste en uventet stigning i september, og i ISM-indekset steg både ordreindgang, produktion og beskæftigelse fornuftigt, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Herhjemme endte GN i toppen af C25 med en stigning på 7,7 pct. til 172,45 kr., efterfulgt af Ambu med et plus på 5,4 pct. til 88,88 kr.

- GN nyder godt af spekulationerne om mere genåbning i Kina. Det ville være rigtigt positivt for GN, både i forhold til deres produktion derovre, men også salgsmæssigt. Vi ved, at de har været udfordret, da det var rigtigt slemt derovre med coronanedlukninger, siger Martin Munk.

Han peger også på en mulig positiv afsmitning på aktier som Pandora og Ambu, som også steg pænt i onsdagens marked.

- Det er typisk aktier, som blev hårdt ramt, dengang det gik værst for sig med nedlukninger i Kina osv. Det er sådan lidt stemningsprægede aktier, som kører med op på det nu, siger Martin Munk.

I forhold til Pandora var der også analysenyt fremme fra Danske Bank, som fastholder den positive anbefaling "køb", men dog sænker kursmålet til 730 kr. fra 800 kr. før smykkeselskabets regnskab for tredje kvartal.

Pandora lukkede 1,7 pct. højere i 404 kr.

NOVO FALDT EFTER RIVALS REGNSKAB

En medvirkende årsdag til den negative drejning i C25 tirsdag eftermiddag var også et fald i sværvægteren Novo Nordisk, som skiftede fra plus og endte 2,2 pct. lavere i 801 kr. efter et regnskab rivalen Eli Lilly.

Onsdag morgen er Novo Nordisk aktuel med sine tal for tredje kvartal.

I bunden af C25 endte Jyske Bank med et fald på 7,4 pct. til 376,90 kr. efter bankens regnskab for tredje kvartal. Banken blev hårdere ramt af turbulensen på de finansielle markeder i tredje kvartal end ventet.

Blandt sidepapirerne steg Green Hydrogen Systems derimod med 7,1 pct. til 15,18 kr. efter sit regnskab for tredje kvartal. Selskabet, der laver elektrolysere til produktion af grøn brint, fastholdt her sine forventningerne til hele året.

Der var analysenyt om Lundbeck, som har fået reduceret kursmålet til 30 kr. fra 40 kr. af SEB, der gentager sin holdanbefaling. Lundbeck faldt 0,8 pct. til 27,94 kr.

Zealand Pharma steg derimod 4,3 pct. til 202,60 kr. efter et pænt kursmålsløft hos Morgan Stanley til 235 kr. fra 179 kr.

.\\˙ MarketWire