Aktier/tendens: Mystik kan sikre fokus på GN - Coloplast gør status
7/11 08:00
Coloplast kan få en hovedrolle på det danske aktiemarked mandag, hvor der er udsigt til en afdæmpet åbning at dømme efter udviklingen på futuremarkedet. Spørgsmålet er dog, om GN kan give mere spræl til markedet, efter at William Demant Invest i sidste uge skabte mystik om aktien ved at øge sin ejerandel til over 10 pct.
Den tyske DAX-future, der ofte er et godt pejlemærke for det danske marked, indikerer en negativ åbning på 0,1 pct.
Fredag lukkede C25-indekset med et beskedent plus på 0,3 pct. i 1581,64, hvilket bragte ugens samlede gevinst op på 1 pct.
COLOPLAST GØR STATUS
Mandag er Coloplast sikret opmærksomhed, når der kommer årsregnskab omkring middagstid. Fokus vil i den forbindelse samle sig prognosen for 2022/23.
- Med udsigt til fortsat pres på omkostningerne i form af stigende energi- og råvarepriser og lønstigninger vil især prognosen for indtjeningsevnen komme under lup i årsregnskabet, skriver Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, i en optakt til regnskabet.
Coloplast steg fredag 0,8 pct. til 809 kr.
MYSTIK OM GN
Også GN har været på mange investorers læber, efter at William Demant Invest, Demants majoritetsaktionær, fredag i sidste uge øgede sin ejerandel til over 10 pct. Det skete, bare dagen efter at William Demant Invest, WDI, meddelte, at det havde passeret en ejerandel i GN på 5 pct.
Med en ejerandel på over 10 pct. vil WDI kunne parere et for lavt bud fra en eventuel køber af GN, der tidligere har været genstand for opkøbsrygter. Derved kan William Demant Invest arbejde for, at konkurrencesituationen i industrien ikke forrykkes, mener investeringsøkonomi i Nordnet Per Hansen.
- Det kan tænkes, at WDI vil købe yderligere op, hvis aktiekursen falder yderligere, men det mest sandsynlige er, at WDI er hvor de gerne vil være nu: Vise at der er værdi i industrien, at prisen for GN Store Nord er blevet for lav, men også at de ikke vil tillade, at en ”fremmed” køber indtager industrien og kommer for billigt ind, skriver Per Hansen og uddyber:
- Hvis der kommer et højt bud på GN Store Nord har WDI opnået, hvad de ville. En gevinst plus forsvaret sektor- og egne Demant interesser. GN Store Nord-aktien har fået kunstigt kortsigtet åndedræt.
GN, der nedjusterede forventningerne onsdag aften, steg fredag over 7 pct. til 169,70 kr. Demant lukkede desuden 2,8 pct. højere i 177,95 kr.
GN fik sent fredag sænket sit kursmål hos franske BNP Paribas Exane til 200 kr. fra 310 kr. Anbefalingen er fortsat "outperform".
STORT EKSTRAORDINÆRT UDBYTTE GÅR FRA I NORDEN
For rederiet Nordens aktionærer er der ingen grund til at få kaffen galt halsen, hvis aktien falder fra morgenstunden.
Fra og med mandag handles Norden-aktien nemlig ikke længere inklusive retten til et ekstraordinært udbytte på 30 kr. Rederiaktien faldt fredag 6,2 pct. til 412,80 kr. Dermed svarer udbyttet til 7,3 pct. af aktiekursen.
Fra børshusene er der hen over weekenden kommet flere justeringer.
Blandt andet har storbanken Goldman Sachs løftet sit kursmål for Danske Bank, men skåret anbefaling og kursmål for Nordea.
Goldman sigter nu efter kurs 160 mod tidligere 134 kr. for Danske Bank, mens Nordeas kursmål er reduceret til 95,31 kr. fra 106,03 kr. Begge får anbefalingen "neutral". Tidligere anbefalede Goldman "køb" af Nordea.
Danske Bank faldt fredag 0,3 pct. til 121,70 kr., mens Nordea steg marginalt til 72,20 kr.
Også kollegaen Jyske Bank har været til eftersyn, men hos JPMorgen, der har løftet sit kursmål til 415 kr. fra 360 kr. Anbefalingen er uændret "neutral". Jyske Bank faldt fredag 0,1 pct. til 387,40 kr.
Ørsted har sent fredag fået skåret kursmålet hos Morgan Stanley til 850 kr. fra 1000 kr. Aktien lukkede fredag 0,6 pct. lavere i 621,20 kr.
Anbefalingen af aktierne i ALK-Abelló er ifølge PLX.AI løftet til "køb" fra "hold" af SEB, der dog sænker kursmålet til 140 kr. fra 154 kr. ALK-Abelló-aktien lukkede fredag i 110,40 kr. og er faldet i år 36 pct.
.\\˙ MarketWire
