USA/lukning: Waller trumfede Brainard og aktierne faldt - NY
15/11 06:32
De amerikanske aktier indledte mandag ugen med kursfald, da renterne tikkede i vejret i både den korte og den lange ende og lagde pres på især vækstaktierne.
Udviklingen kom imidlertid også på bagkant af et plus på næsten 6 pct. i den forgange uge, da investorerne fejrede en overraskende stor nedgang i inflationen i oktober.
Tirsdag morgen er den positive stemning fra sidste uge tilbage. Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer stigninger på 0,3-0,5 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Mandagens stigende renter var blandt andet udløst af høgeagtige kommentarer om centralbankrenten fra Christopher Waller, som er bestyrelsesmedlem i den amerikanske centralbank.
Efterfølgende var bankens næstformand, Lael Brainard, omvendt ude med mere blide toner om, at det snart er tid til en lavere hast i renteløftene, men hendes bemærkninger vandt kun investorerne over i en kort periode.
Det brede S&P 500-indeks faldt derfor 0,9 pct., selv om indekset på et tidspunkt også var i plus med 0,4 pct.
Dow Jones tabte mandag desuden 0,6 pct., og Nasdaq gik ned med 1,1 pct.
IKKE EN TENDENS
I sidste uge steg aktierne i USA med 5,9 pct., og S&P 500 er nu knap 18 pct. lavere end sin seneste rekord sat i starten af januar 2022.
Fremgangen i sidste uge kom, da stigningen i forbrugerpriserne i USA i oktober dæmpedes til 7,7 pct. fra 8,2 pct. i september og mod et ventet niveau på 7,9 pct.
Det betød nemlig, at investorerne nedtonede deres forventninger til, hvor højt op centralbankrenten skal i kampen mod inflationen. Mandag drejede de dog knappen den anden vej igen.
- Vi bør forstå, at et datapunkt ikke er en tendens, og vi bør ikke blive for entusiastiske. Hvis markedet venter en drejning på baggrund af dette, så er jeg bange for, at vi bliver skuffede, siger Arun Sai, der er strateg hos Pictet Asset Management, til The Wall Street Journal.
- Nu bør fokus skifte til den reelle økonomi, og om den kan fordøje det, som allerede er sket i forhold til renteforhøjelser, fortsætter han.
Den amerikanske centralbank har i 2022 hævet sin rente seks gange med samlet 3,75 pct.point.
VÆKST UNDER PRES
I S&P 500 var det kun de defensive sundhedsaktier, som steg med 0,1 pct., mens råvarer og materialer klarede sig næstbedst med et minus på 0,2 pct., ligesom kommunikationsservice blot bakkede 0,3 pct.
I den anden ende faldt cyklisk forbrug med 1,7 pct., og it mistede 1,0 pct. Finans bakkede 1,5 pct.
Ud for de største teknologinavne var der skrevet med rødt. Microsoft smed 2,3 pct., Apple mistede 1,0 pct., og i cyklisk forbrug tabte Amazon 2,3 pct. trods rygter om, at selskabet vil afskedige 10.000 ansatte for at spare.
Tesla smed desuden 2,6 pct. Topchef i Tesla, Elon Musk, har i weekenden udtalt, at han har for meget arbejde, efter at han har overtaget Twitter for 44 mia. dollar.
Inden for kommunikationsservice bakkede Alphabet også 0,7 pct., mens Meta Platforms derimod gik op med 1,1 pct. Netflix steg desuden 3,2 pct. og fortsatte dermed sin fremgang siden kvartalsregnskabet, som overraskede med større kundevækst end ventet.
Vinderne mandag var ellers at finde blandt de store sundhedsnavne. Johnson & Johnson gik op med 1,6 pct., Merck steg 2,4 pct., og Pfizer vandt 3,5 pct.
Desuden var vaccineproducenten Moderna med i S&P 500 med et plus på 4,6 pct. efter positive data med en boostervaccine mod omikronvarianten af corona.
NEDTUR FOR LEGO-KONKURRENT
I den anden ende af indekset faldt Lego-konkurrenten Hasbro med 9,9 pct., da Bank of Americas analytikere har sat anbefalingen af aktien hele to trin ned på én gang til "underperform" fra "køb".
Bank of America peger på, at Hasbro er ved at kvæle sin "gyldne gås" ved at overproducere og genoptrykke for mange kort til spillet "Magic: The Gathering", hvilket presser priserne ned.
På regnskabsfronten lagde USA's største kødproducent, Tyson Foods, tal frem, og kødkoncernen spår rekordstort salg i regnskabsåret 2023 på 55-57 mia. dollar mod ventet 54 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Det netop overståede fjerde kvartal var imidlertid ringere end ventet på bunden, ligesom udsigterne for indtjeningen i 2023 peger mod pres på marginerne. Aktien faldt med 3,8 pct.
.\\˙ MarketWire
