Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ambu i fokus i ventet rød åbning - NKT oppræciserer

16/11 07:55

NKT har i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal oppræciseret forventningerne til det øvre del af spændet, efter at kabelproducenten i perioden leverede et resultat tæt på analytikernes forventninger.

Det sker i et ventet rødt marked, hvor futures for det tyske DAX-indeks, der sædvanligvis er en god indikator for udviklingen herhjemme, forud for åbning klokken 9 peger ned med 0,2 pct. Omvendt indikeres de tonegivende amerikanske aktieindeks op med 0,1-0,2 pct.

Det danske C25-indeks endte tirsdag marginale 0,01 pct. lavere i 1667,31 efter en større nedtur til Ambu, efter at selskabet havde fremlagt årsregnskab og offentliggjort sine forventninger til regnskabsåret 2022/23. Også Novo Nordisk trak ned efter en sænket anbefaling hos Svenska Handelsbanken.

Tirsdag aften blev stemningen presset gevaldigt på aktiemarkedet i USA, efter at to missiler slog ned i den polske by Przewodow tæt på grænsen til Ukraine.

Mistanken faldt først på, at et russisk missil skulle have ramt forbi sit egentlige mål Lviv. Onsdag morgen oplyser embedsmænd ifølge Ritzau, at foreløbige undersøgelser peger på, at der er tale om et ukrainsk missil, der blev affyret for at ramme et russisk. Missilnedslaget kostede to mennesker livet.

I sidste ende hæftede investorerne sig dog i en bedre end ventet udvikling i producentpriserne, og de amerikanske aktieindeks steg.

Foruden regnskabet fra NKT kan investorerne i dagens løb også se frem til regnskaber fra Jeudan, Prime Office og Lollands Bank.

NKT PRÆCISERER

Kabelproducenten NKT har onsdag morgen fremlagt regnskab for sit tredje kvartal.

Selskabet kom ud af juli, august og september med et operationelt driftsresultat for kabelaktiviteterne på 35,2 mio. euro mod ventet 35,6 mio. euro. I samme kvartal sidste år genererede NKT et driftsresultat på 44,8 mio. euro.

Omsætningen i kabelforretningen steg til 357,7 mio. euro opgjort i standardmetalpriser fra 333,2 mio. euro i samme periode året før, mens analytikerne her havde ventet en stigning til 371 mio. euro.

Den organiske vækst opgøres til 8 pct. i kvartalet mod ventet 9 pct.

NKT har ved samme lejlighed præciseret forventningerne til 2022, der nu lyder på en omsætning på 1,4-1,45 mia. euro mod tidligere 1,35-1,45 mia. euro.

Forventningerne til driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, er desuden løftet til 140-155 mio. euro fra tidligere 130-155 mio. euro.

Til sammenligning estimerede analytikerne inden onsdagens kvartalsregnskab en omsætning i 2022 på 1425 mio. euro og et operationelt EBITDA på 152 mio. euro.

AMBU TIL REVISION HOS BØRSHUSENE

Ambu står igen til at komme i fokus onsdag, efter at medicoselskabet tirsdag morgen fremlagde regnskab for fjerde kvartal og den forskudte regnskabsperiode 2022/23.

Det har fået flere børshuse til at sænke anbefalingen og kursmålet for aktien.

Svenska Handelsbanken har nu anbefalingen "hold" fra "køb" og et treårigt kursmål for aktien på 140 kr. fra tidligere 145 kr.

Finanshuset Carnegie har sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" og kursmålet til 68 kr. fra 72 kr.

Desuden har norske ABG Sundal Collier skåret kursmålet til 75 kr. fra 80 kr., mens anbefalingen "neutral" gentages.

Ambu kunne tirsdag fremvise et fjerde kvartal, der var nogenlunde som ventet af analytikerne. Til gengæld var forventningerne til den svage side. Medicoselskabet venter en organisk vækst på 5-8 pct. og en EBIT-margin på 3-5 pct. i 2022/23. Der var ifølge Sydbank ventet en organisk vækst på 7-11 pct. og en EBIT-margin på 5-8 pct. Desuden har Ambu fremsat nogle langsigtede forventninger i forbindelse med sin nye strategi, Zoom In.

På lang sigt venter Ambu en tocifret vækst og en EBIT-margin på industriniveau.

Aktien faldt tirsdag 14,8 pct. til 83,50 kr.

SÆNKEDE ANBEFALINGER OG NYE KURSMÅL

Demant har fået skåret kursmålet til 190 kr. fra 205 kr. hos Credit Suisse, rapporterer Reuters. Anbefalingen fremgår ikke af meddelelsen. Senest var den ifølge Bloomberg News "underperform".

Høreapparatproducenten steg tirsdag 1,1 pct. til 209,10 kr.

Danske Bank har omvendt fået løftet kursmålet til 150 kr. fra 135 kr. af Nordea, der gentager anbefalingen "køb".

Bankaktien steg tirsdag 0,5 pct. til 119,30 kr.

Zealand Pharma har fået skåret sin anbefaling til "ligevægt" fra "overvægt" hos Morgan Stanley, viser data fra Bloomberg News. Kursmålet på 235 kr. gentages.

Aktien steg tirsdag 5 pct. til 195 kr.

Boozt har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Carnegie, der gentager kursmålet på 110 svenske kr.

Aktien steg tirsdag 3,6 pct. til 81,10 kr.

.\\˙ MarketWire