Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Rockwool/CEO: Fastholdt prognose holder aktien oven vande

24/11 10:25

Et mindre fald i energipriserne og indførte prisforhøjelser har betydet, at Rockwool stadig kan nå prognosen, og det er også årsagen til, at Rockwool-aktien ikke er blevet slagtet trods et horribelt kvartal.

Det vurderer Rockwools administrerende direktør, Jens Birgersson, over for MarketWire efter regnskabet for tredje kvartal.

Rockwool endte onsdag med et fald på 0,3 pct., og torsdag formiddag ligger aktien med en stigning på 4,5 pct. til trods for et kvartal, hvor især lønsomheden var en stor skuffelse.

Isoleringskoncernens EBIT-margin faldt 6,4 pct.point i tredje kvartal til 6,8 pct., hvor analytikere adspurgt af Rockwool havde ventet 9,4 pct.

Generelt har det ifølge topchefen været et meget turbulent og ujævnt år med et svagt første kvartal, da isoleringskoncernen blev ramt af, at de indførte prisforhøjelser ikke kunne stå mål med den stigende inflation.

Rockwool fik korrigeret priserne opad, og det blev til et stærkt andet kvartal.

- Vi troede, at vi var på sporet, da vi ikke ventede stigningen i energipriserne. Normalt stiger el- og gaspriserne ikke i løbet af sommeren, så vi ventede, at inflationen ville ligge på samme niveau som i første kvartal, forklarer Jens Birgersson, der fortsætter:

- Hen mod slutningen af kvartalet fandt vi ud af, at det ikke var tilfældet og vi begyndte at hæve priserne, men tiden var for knap til at nå det i tredje kvartal.

ENERGIPRISSTIGNINGER BAG HORRIBELT KVARTAL

Rockwools horrible tredje kvartal skyldes primært en voldsom vækst i energiomkostningerne.

Fra andet til tredje kvartal er Rockwools energiomkostninger steget med tæt ved 60 mio. euro og i forhold til tredje kvartal sidste år er stigningen på lige under 200 mio. euro.

- Det havde vi ikke nogen chance for at kompensere for. Selv om vi har hævet priserne med 29 pct., så var det ikke i nærheden af nok til at opveje for stigningen i energiomkostningerne på 74 pct., udtaler topchefen.

Juli og august var de værste måneder indtjeningsmæssigt for Rockwool og i september begyndte det at blive forbedret, forklarer Jens Birgersson, der pointerer, at genopretningen begyndte i oktober og derfor kunne Rockwool fastholde prognosen.

For helåret venter Rockwool at nå en EBIT-margin på 10-12 pct. sammenlignet med 6,8 pct. i tredje kvartal og 10,2 pct. i årets tre første kvartaler.

.\\˙ MarketWire