Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Endte solidt i rødt - Broadcom, Tesla og Netflix i plus

9/12 22:08

De amerikanske aktier endte fredag i rødt, tynget ned af fredagens data for producentpriserne og på nervøsitet op til meldingen den amerikanske centralbank og forbrugerpristallene i næste uge. På ugebasis faldt de tre ledende indeks.

Blandt de aktier, der klarede sig godt i dagens marked, var blandt andre chipproducenten Broadcom, streamingtjenesten Netflix og elbilproducenten Tesla

Ved åbningen lå de tre indeks i rødt med fald på mellem 0,3 og 0,6 pct og var kortvarigt oppe i grønt inden retningen igen blev nedad.

Producentpriserne steg mere end ventet blandt økonomerne, da stigningstakten på årsbasis blev opgjort til 7,4 pct. i november mod ventet 7,2 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Det var dog den mindste stigningstakt i mere end et års tid, noterede Reuters.

Der er fortsat forventning om, at næste uges rentemøde i den amerikanske centralbank, efter fire renteløft i træk af den ledende rente på 75 basispoint, at løftet onsdag "kun" vil blive 50 basispoint. Futures indikerer fredsag 77 pct.s sandsynlighed for det.

- Det er usandsynligt, at dagens højere end ventede producentpriser vil få centralbanken til at holde fast i de store renteløft på 75 basispoint på næste uges møde, vurderer Mike Loewengart hos Morgan Stanley til Bloomberg

Slutfacit fredag blev, at S&P 500 faldt 0,7 pct. til 3934,18, Dow Jones faldt 0,9 pct. til 33.475,46 og Nasdaq faldt 0,7 pct. til 11.004,62. Fra start var der fald i S&P 500-indekset på 0,4 pct., i Nasdaq med 0,6 pct., og i Dow Jones-indekset med 0,3 pct.

For det brede S&P 500-indeks er der tale om et ugentligt fald på 3,4 pct.

BROADCOM BELØNNET FOR STÆRKT REGNSKAB

Chipproducenten Broadcom stiger efter torsdagens aflæggelse af årsregnskab for 2021/22, der bød på både lidt bedre end ventede resultater for fjerde kvartal og en god prognose for det igangværende første kvartal af 2022/23.

At der måske er lagt op til problemer med at få EU’s konkurrencemyndigheder til at godkende selskabets 61 mia. dollar store opkøb af VMware, der opererer indenfor cloud computing, kostede ikke på kursen.

Broadcom-aktien steg 3,2 pct. til 547,87 dollar fredag efter en stigning på 2,4 pct. torsdag.

NETFLIX OP PÅ NY ANBEFALING

Streamingtjenesten Netflix var godt kørende og steg 3,1 pct. til 319,96 dollar. Baggrunden var en markant opjustering fra Wells Fargo. der løftede anbefalingen af aktien til "overvægt" fra "ligevægt", og samtidig røg kursmålet op til 400 dollar fra 300 dollar.

TESLA KØRTE OP

Elbilproducenten Tesla steg med 3,2 pct. til 179,05 dollar. Det skete på trods af, at selskabet ifølge anonyme kilder, der har talt med Bloomberg News, har planer om at suspendere det meste af produktionen på sin kinesiske fabrik i Shanghai fra den 25. december til senest tidlig januar.

LULULEMON BANKES NED PÅ PROGNOSE

Lululemon, der er kendt for primært sit yogaudstyr, fik derimod kurssmæk trods et regnskab, der isoleret set var bedre end ventet. Men prognosen for det indeværende fjerde kvartal af regnskabsåret levede ikke op til forventningerne i markedet.

Aktien faldt med 13,4 pct. til 324,21 dollar.

Blandt de mindre selskaber med store bevægelser var DocuSign, der sælger løsninger til elektroniske underskrifter. Aktien steg 16,6 pct. til 51,01 dollar. Forklaringen var, at aktiviteten i tredje kvartal var større end ventet. Aktien er dog fortsat faldet mere end 60 pct. siden nytår.

Holdingselskabet Torrid, der gennem datterselskaber sælger tøj i alle afskygninger til kvinder, faldt 17,7 pct. til 3,52 dollar. Selskabet skuffede med sit regnskab torsdag, hvor der blev leveret svagere end ventet omsætning og margin ligesom udsigterne for indeværende regnskabsperiode - fjerde kvartal - skuffede.

.\\˙ MarketWire