USA/tendens: Nike rager op efter solidt regnskab i ventet grøn start
21/12 14:29
Sportstøjsproducenten Nike har med et stærkt regnskab for andet kvartal lagt sig lunt i formarkedet med en tocifret stigning. Også pakkeselskabet Fedex indikeres op, efter at selskabet i sit regnskab har varslet besparelser.
På indeksniveau er der også kurs mod en god start onsdag, hvor futures for de toneangivende amerikanske aktieindeks peger op med 0,2-0,7 pct., før markedet i New York åbner klokken 15.30.
Tirsdag bød på spinkle plusser i USA, efter at markedet vendte fra rødt til grønt i ellevte time. Dow Jones gik frem med 0,3 pct., S&P 500-indekset vandt 0,1 pct., og Nasdaq-indekset lukkede nær uændret.
- Vi fik nogle gode nyheder fra blandt andet Nike tirsdag, hvilket antyder, at forbrugertilliden og privatforbruget holder stand, siger Stuart Cole, der er chefmakroøkonom i Equiti Capital, til Reuters.
- Med så lave aktier og med mange udfordringer i år tror jeg, at investorerne i stigende grad er villige til at klamre sig til ethvert håb om, at det værste er bag os, fortsætter han.
NIKE OVERRASKER POSITIVT
Sportstøjskæmpen Nike leverede tirsdag efter børslukning regnskab for andet kvartal af sit forskudte regnskabsår 2022/23.
Regnskabet bød på resultater, der langt oversteg analytikerkonsensus. Selskabet leverede således en omsætning på 13,3 mia. dollar mod ventet 12,6 mia. dollar og en indtjening per aktie på 0,85 dollar mod estimeret 0,65 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Om kvartalet siger topchef John Donahoe i regnskabet, at det er vidnesbyrd om Nikes dybe forbindelse til forbrugerne, og topchefen fremhæver særligt Nikes "udvidede digitale lederskab og brandstyrke."
Nike stiger 11,7 pct. i formarkedet efter en spinkelt plus på 0,2 pct. i den ordinære handel tirsdag.
FEDEX MED BLANDET REGNSKAB OG BESPARELSER
Også Fedex var leveringsdygtig med regnskab for andet kvartal. Opdateringen bød på blandede indtryk til investorerne, der lod sig skuffe over prognosen for året.
Udsigten til besparelser på 1 mia. dollar vejer dog tungere hos investorerne, som sender aktien op med 5,5 pct. i formarkedet.
Fedex omsatte i andet kvartal for 22,8 mia. dollar mod ventet 23,7 mia. dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News. Den justerede indtjening per aktie landede på 3,16 dollar mod ventet 2,80 dollar.
Prognosen for hele året er en justeret indtjening per aktie på 13-14 dollar, hvilket skuffede i forhold til konsensus på 14,14 dollar blandt analytikerne.
MUSK PLANLÆGGER FRATRÆDEN SOM TWITTER-CEO
Teslas investorer tager onsdag godt imod et udsagn fra Elon Musk om, at han har i sinde at træde tilbage som topchef for det sociale medie Twitter.
Aktien sendes op med 2,0 pct. i formarkedet. Den ventede grønne start følger dog et fald på hele 8 pct. i tirsdagens handel.
Elon Musk har natten til onsdag dansk tid meddelt i et tweet, at han vil stoppe som topchef i Twitter, som han overtog i oktober, så snart han har fundet en afløser, der er "tåbelig" nok til at overtage embedet.
Når afløseren er fundet, vil Elon Musk nøjes med at lede Twitters software- og serverteam, fremgår det.
Tesla-aktien er i 2022 svundet ind med mere end 60 pct. Det skyldes ifølge Bloomberg News blandt andet utilfredshed hos investorerne over Elon Musks engagement i Twitter, der har distraheret ham fra sine øvrige topchefopgaver.
Stigende renter og omkostninger har ligeledes tynget elbilaktien.
.\\˙ MarketWire