Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Mærsk førte an i højgrønt C25 - Genmab haltede efter

21/12 17:04

Mærsk sejlede forrest i det danske eliteindeks, C25, onsdag på en dag uden større makroøkonomisk nyheder eller nyt fra centralbankerne.

Det gav handlerne mulighed for at få vejret efter flere dage den seneste tid med høgeagtigt nyt fra verdens centralbanker. Selv Japans centralbank, Bank of Japan, har trods en fortsat lempelig pengepolitik indikeret et skift i sin politik.

Stemningen på markedet styres i høj grad af udmeldinger fra netop centralbankerne.

- Omdrejningspunktet for aktier i øjeblikket er rentenyt fra centralbankerne. Hvad kommer centralbankerne til at gøre? De har været ret faste i deres udmeldinger omkring at bekæmpe inflationen, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, og henviser til centralbanken i USA, Federal Reserve, hvor man nu ser en terminalrente på 5,1 pct.

C25-indekset steg onsdag 0,9 pct. til 1686,83 med plus til 22 af indeksets 25 eliteaktier.

Nederst i eliteindekset endte Genmab med et fald på 0,9 pct. til 3004 kr. Aktien har været i frit fald i syv handelsdage i træk og for hele december har medicinalselskabet måtte tage til takke med to dage i plus.

Årsagen til faldet onsdag var ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk en sænket anbefaling til "hold" fra "køb" hos Citi.

En anden årsag er ifølge Otto Friedrichsen, at markedet er i gang med at positionere sig væk fra rentefølsomme aktier, heriblandt Genmab.

MÆRSK FULGTE EFTER FEDEX

Konkurrentnyt fra USA var onsdag med til at sejle Mærsk til tops i C25.

Øverst endte Mærsks B-aktie efterfulgt af A-aktien understøttet af et nyt regnskab fra den amerikanske logistikgigant Fedex, der blev offentliggjort tirsdag efter børslukning i USA.

- Der er faktisk kommet et okay regnskab fra Fedex, og jeg tænker, at det er med til at trække eksportsektoren op, siger Martin Munk til MarketWire.

Fedex' omsætning skuffede noget sammenlignet med analytikerkonsensus, mens indtjeningen per aktie viste sig bedre end ventet.

B-aktien steg 4,3 pct. til 15.500 kr. Logistikkollegaen DSV steg samtidig 1,2 pct. til 1089,50 kr.

ORDRESLUTSPURT INDLEDT HOS VESTAS

Vestas kunne - igen - onsdag berette om nye ordrer i både Irland og Skotland.

Den danske vindmølleproducent skal således opføre yderligere 234 megawatt (MW) i fjerde kvartal, fremgår det af dagens ordrer. I ugens løb har Vestas annonceret ordrer for samlede 327 MW, og for hele fjerde kvartal er der annonceret ordrer for 2142 MW.

Vestas steg 1,5 pct. til 193,76 kr.

GN har udpeget Søren Jelert som ny finansdirektør i selskabet. Han overtager for Peter la Cour Gormsen, der stopper i selskabet for at forfølge andre muligheder uden for GN.

Søren Jelert er hentet fra ALK, hvor han havde en tilsvarende stilling. Han starter i GN i løbet af andet kvartal af 2023.

GN endte 0,4 pct. højere i 147,75 kr.

NYT FRA SIDEPAPIRERNE

Der var onsdag også selskabsnyt uden for eliteindekset i form af blandt andet Silkeborg IF, der ser en finansiel præstation i 2023 på niveau med den i 2022.

Konkret venter fodboldklubben i 2023 et resultat før eventuel dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat i niveauet 0-10 mio. kr.

Aktien tabte 2,1 pct. til 18,50 kr.

ALK Abelló har fundet en ny forsknings- og udviklingsdirektør i Henriette Mersebach, der ventes at tiltræde 1. marts fra en direktørstilling i Novo.

Hun afløser Henrik Jacobi, der fratræder efter 22 år i ALK.

Aktien steg onsdag 1,4 pct. til 95,25 kr.

NYE KURSMÅL

Unibrew og Carlsberg fik opmærksomhed fra analytikeropmærksomhed i Jyske Bank, som vurderer, at 2023 bliver endnu et spændende og udfordrede år for de danske bryggerier.

Unibrews kursmål blev sænket til 625 kr. fra 725 kr., mens Carlsberg sættes til 1165 kr. mod tidligere 1175 kr. Men købsanbefalingen fastholdes for begge.

Carlsberg steg 1,1 pct. til 917,80 kr., og Unibrew gik fem med 0,4 pct. til 495,40 kr.

Novo Nordisk fik løftet sit kursmål til til 1020 kr. fra 935 kr. af Nordea, som fortsætter med anbefalingen "køb".

Aktien lukkede uændret i 925 kr.

Onsdag bød også på et kursmålsløft til Genmab hos Kempen, der nu holder kursmålet 3500 kr. fra 3150 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

.\\˙ MarketWire