Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Nordea-direktør spår svært 2023 efter mindre frygteligt år end ventet

29/12 11:07

Det år, der går på hæld, begyndte frygteligt, men det gik ikke så galt som frygtet.

Det vurderer direktøren for privatkunder i Nordea Danmark, Mads Skovlund Pedersen, over for MarketWire.

- Det har været et enormt komplekst år både for kunder og for banken, konstaterer han.

Særligt de første måneder var vanskelige på grund af utryghed om forsyningskæderne, hjælpepakker og det efterslæb, der fulgte oven på lockdowns under coronapandemien.

- Og så kom invasionen i Ukraine ind på banen, summerer Nordea-chefen.

- Vi oplevede markante fald på aktiemarkedet, stigende renter og et vigende til faldende boligmarked, siger han videre.

Det har haft stor betydning og gjort 2022 til et svært år.

- Både for menneskeheden med krig i Europa og økonomisk har vores kunder været i et ekstremt udfordrede år, siger han.

Her mod slutningen af året kan Mads Skovlund Pedersen dog konstatere, at det ikke ser ud til at gå så galt, som han havde frygtet i årets spæde start.

Han peger på primært to faktorer, som forklaringen på det: Arbejdsmarkedet og virksomhedernes evne til at agere i kriser.

- Vi har gennem 2022 set et stærkt arbejdsmarked med lav arbejdsløshed, siger han.

Når folk får løn, er der penge at forbruge og til at spare op, og virksomhederne har råd til at have folk ansat, når der ryger penge i kassen. Der er også fortsat mangel på arbejdskraft.

Den anden forklaring på er, at virksomhederne er i træning til at operere i kriser oven på flere år, hvor den ene har afløst den anden.

- Erhvervsvirksomheder har nu igennem tre år været vant til at være i mere eller mindre konstant krise fra forskellige sider, så de har været rustet til at agere lynhurtigt i kriserne, vurderer han.

Det har gjort at virksomhederne langt hen ad vejen har kunnet tilpasse sig lynhurtigt til den nye virkelighed.

- Kimen til et frygteligt år var lagt, men det er blevet langt mindre frygteligt end ventet, konkluderer han kort før årets afslutning.

Alligevel er udsigterne for 2023 ikke lyse.

- 2023 bliver helt sikkert desværre værre end 2022, men vi står rustet med virksomheder, der driver en fornuftig forretning, og privatkunder, der har opsparing og stadig friværdi i deres bolig.

Han ser derfor ingen grund til at male alt dybsort.

- Vi kommer stadig ind i 2023 i god form, og det skal vi huske på, inden vi går helt i "doktor død-mode".

.\\˙ MarketWire