Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Vestas og Bavarian topper grønt marked - Novo i rekord

29/12 11:14

Stigningerne har fået sikkert tag i det danske aktiemarked torsdag, hvor Vestas stiger på ryggen af endnu en stor vindmølleordre, ligesom der er rift om Bavarian Nordic. Desuden er Novo Nordisk på vej mod endnu en lukkerekord.

Eliteindekset C25 går frem med 0,6 pct. til 1704,97 og klarer sig en smule bedre end resten af Europa, hvor de toneangivende indeks cykler rundt omkring torsdagens slutniveauer.

Bavarian er formiddagens højdespringer blandt C25-medlemmerne. Aktien stiger 3,2 pct. til 209,30 kr., efter at selskabets finansdirektør, Henrik Juuel, har varslet et rekordår næste år.

- Jeg synes egentlig, at vi har sagt det mange gange og prøvet at gøre det klart, hvad mpox (abekopper, red.) betyder for Bavarian Nordic både i år og næste år. Der er ingen tvivl om, at næste år bliver et rekordår rent finansielt, siger Henrik Juuel i et interview med MarketWire.

VESTAS PÅ VEJ MOD PÆNT FJERDE KVARTAL

Efter en skuffende ordreindgang i andet og tredje kvartal ser Vestas ud til at være på vej mod et ganske pænt fjerde kvartal på ordresiden.

Vindmøllekoncernen annoncerer traditionelt ordrer på stribe i årets sidste dage, og tirsdag og onsdag har budt på en samlet ordreindgang på henholdsvis 381 megawatt, MW, og 289 MW.

Dermed har Vestas annonceret ordrer på i alt 2844 MW i fjerde kvartal mod 2011 MW i samme periode sidste år og 3818 MW året før.

Aktien stiger 2,3 pct. til 204,25 kr.

I bunden af C25 falder bryggerierne, Carlsberg og Unibrew, med henholdsvis 0,5 pct. og 0,2 pct. til 914,60 kr. og 495,90 kr. uden bagvedliggende nyt.

NOVO PÅ VEJ MOD LUKKEREKORD

Novo Nordisk har haft et forrygende aktieår, hvor selskabets GLP-1-produkter er blevet revet ned af hylderne. Selskabet spår en vækst i år på 14-17 pct. mod 6-10 pct. ved årets indgang - begge dele målt i lokal valuta.

På investeringsplatformen Nordnet har Novo været den mest populære aktie for nye investorer i 2022, viser en opgørelse.

Den danske medicinalaktie har torsdag formiddag sat kurs mod rekord med en stigning på 1 pct. til 940 kr. Den efterfølges af Vestas og GN. Sidstnævnte stiger 1,9 pct. til 157,30 kr., men er faldet 61,5 pct. i år medregnet udbytte.

FORSIKRINGSSELSKAB MED FLERE VEJRSKADER I 2022

Topdanmark har fået tæt på 20.000 anmeldelser fra kunder om vejrskader på boliger og bygninger, og det er 82 pct. flere end året før.

På samme tid er det det største antal vejrskader i syv år, oplyser forsikringsselskabet.

Topdanmark-aktien stiger ikke desto mindre 0,6 pct. lavere i 366 kr.

Konkurrenterne Tryg og Alm. Brand stiger henholdsvist 0,1 pct. og 0,4 pct. til 165,35 kr. og 11,38 kr.

.\\˙ MarketWire