Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Renteuro sender markedet ned - Rockwool i U-vending

10/1 11:34

Der bliver uddelt læsterlige klø til de danske eliteaktier tirsdag formiddag, hvor blandt andet Rockwool må se en bid af årets gevinst blive spist. Også bryggerierne og de defensive medicinalaktier er under pres.

C25-indekset ligger ved 11.25-tiden 1,0 pct. lavere i 1722,40 efter stigninger de seneste to børsdage.

- Vi skal spole tiden tilbage til i går aftes, hvor det amerikanske marked også mister momentum, efter at et par Fed-direktører var ude at fortælle, hvor de ser renten henne. Det er et højere niveau, end markedet har indregnet lige nu. Så det har medvirket til, at vi er tippet rundt, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire.

Tirsdag aften lød det næsten enslydende fra Mary Daly og Raphael Bostic, der er chef for den amerikanske centralbanks (Feds) regionale afdelinger i henholdsvis San Francisco og Atlanta, at renten skal løftes til over 5 pct. i år. Senere tirsdag eftermiddag taler også den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.

ROCKWOOL SAKKER AGTERUD

Blandt de faldende aktier tirsdag er Royal Unibrew, der dykker 2,6 pct. til 510 kr. Også Novo Nordisk bakker 2,3 pct. til 936 kr., efter at Novos amerikanske ærkerival Eli Lilly mandag måtte se sin aktie blive sat 3,6 pct. tilbage i det negative marked.

Værst går det Rockwool, der taber 4,3 pct. til 1800,50 kr., men fortsat er steget over 10 pct. i år.

- Rockwool er spurtet afsted fra årets start, og det ligner lidt kortsigtet gevinsthjemtagning, vurderer Martin Munk.

I toppen af C25 stiger Ørsted 2,4 pct. til 646,50 kr. Efter lukketid mandag kom det frem, at BNP Paribas Exane har løftet sin anbefaling for Ørsted til "outperform" fra før "neutral".

Kursmålet for aktien er samtidig sat op med 15 pct. til 787 kr. fra førhen 685 kr. Det nye kursmål indikerer et potentiale på knap 25 pct. i forhold til lukkekursen mandag på 631,20 kr.

Pandora har fået sænket sin anbefaling til "underperform" fra "sector perform" hos Royal Bank of Canada. Kursmålet er uændret 460 kr.

Også Nordea har justeret Pandoras kursmål, som nu hedder 370 kr. mod tidligere 340 kr. Anbefalingen er stadig "sælg". Aktien falder 1,6 pct. til 528 kr.

Demant har fået hævet sin anbefaling hos finanshuset Kepler til "hold" fra "reducer". Kursmålet sænkes til 191 kr. fra 215 kr. Høreapparatproducenten ligger 0,7 pct. lavere i 197,95 kr., og klarer sig lidt bedre end det generelle marked.

ALK-Abelló har fået sænket sit kursmål til 174 kr. fra 186 kr. hos Carnegie. Kursmålet indikerer dog stadig et positivt potentiale på knap 78 pct., og anbefalingen er uændret "køb".

ALK stiger 0,5 pct. til 98,25 kr.

MÆRSK KLAR MED NYT LEDELSESHOLD

A.P. Møller-Mærsks nye topchef, Vincent Clerc, er klar med sit ledelseshold i A.P. Møller-Mærsk, efter at han overtog rollen som topchef ved årsskiftet. Det indebærer, at den øverste ledelse vokser til 16 personer fra tidligere syv.

Den danske rederiaktie falder 1,4 pct. til 15.255 kr.

SAS HAR FREMGANG

SAS' trafikstatistik for decmeber viser fremgang. Flyselskabet opnåede en stigning i passagertrafikken på rute- og charterflyvninger målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 41,6 pct. i december forhold til samme måned året før.

Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) steg med 12,7 pct. i måneden, og kabinefaktoren (belægningen) opgøres til 71,7 pct., hvilket var 14,6 pct.point højere end i december et år tidligere. Aktien stiger 0,5 pct. til 0,3372 kr.

Eldelebiltjenesten Greenmobility har lanceret ny strategi og varsler overskud i 2024. Selskabet vil i øvrigt lukke i Tyskland og Sverige og oplyser, at der ikke vil blive behov for ny kapital i 2023. Aktien stiger 0,8 pct. til 51,40 kr.

.\\˙ MarketWire