USA/lukning: Vendte rundt på recessionsfrygt - dagligvarer i bund
18/1 22:09
De amerikanske aktier vekslede onsdag en pæn positiv åbning til tunge kursfald, da indledende plusser til teknologiaktierne blev annulleret, og da selv defensive dagligvarer dykkede kraftigt.
Det var bekymring omkring vækstudsigterne, frygt for recession, der satte sig i investorerne, efter at det amerikanske detailsalg i december faldt med 1,1 pct. på månedsbasis, hvilket var mere end ventet.
Samtidig aftog stigningerne i producentpriserne også i december til 6,2 pct. fra 6,8 pct. i november.
Tilsammen sendte de to nøgletal på den positive side dog markedsrenterne ned, ligesom markedet øgede troen på, at Federal Reserve, den amerikanske centralbank, vil vende sin rentebane rundt allerede i år. Det er normalt godt nyt for især vækstaktier, men blev altså ignoreret denne onsdag.
Det brede S&P 500-indeks faldt derfor med 1,6 pct., selv om det tidligere var i plus med 0,6 pct. Dow Jones bakkede endnu mere med 1,8 pct., mens Nasdaq faldt 1,2 pct.
- Markederne er ikke i nærheden af at være prissat til en kommende recession. Vi er i en slags interregnum mellem et rentedrevet bjørnemarked i 2022 og et regnskabsdrevet bjørnemarked i 2023, siger Trevor Greetham, investeringschef hos Royal London Asset Management, til The Wall Street Journal.
"Interregnum" er tiden mellem en konges død og kroningen af en afløser.
SNART RESTRIKTIVT
En del af mismodet kunne nok også tilskrives flere høgeagtige meldinger fra cheferne i den amerikanske centralbank, der sidste år hævede renten syv gange fra omkring nul til 4,25-4,50 pct. og senest signalerede yderligere løft i år på samlet 1,00 pct.point
Markedet tror dog på en top i renten til juni lige under 4,86 pct., inden investorerne satser på nedsættelser til 4,34 pct. inden nytår. Til sammenligning var buddene tirsdag på henholdsvis 4,92 og 4,44 pct.
Onsdag understregede James Bullard, chef for Federal Reserves afdeling i St. Louis, dog, at flere forhøjelser er på vej.
- Vi er tæt på at være i en zone, vi kan kalde for restriktiv. Vi er der ikke helt endnu. Pengepolitikken er nødt til at blive på den stramme side i løbet af 2023, lød det.
Loretta Mester, chefkollegaen fra i Cleveland, var ude med lignende kommentarer.
ALLE I RØDT
I S&P 500 endte alle sektorer i rødt. Kommunikationsservice, cyklisk forbrug og it klarede sig bedst, på grund af de faldende renter, med minusser på 0,9-1,3 pct.
I den anden ende faldt dagligvarer mest med 2,7 pct. på grund af de svage detailsalgstal, der også viste underliggende opbremsning i dagligvarehandelen, mens finans tabte 1,8 pct., og sundhed bakkede 1,4 pct.
Blandt de store aktienavne trak Microsoft, som onsdag annoncerede fyringer af 10.000 ansatte, ned med 1,9 pct., mens chipkæmpen Nvidia bakkede 1,8 pct. Apple satte sig også 0,5 pct.
Inden for cyklisk forbrug dalede Amazon lette 0,6 pct. Internetgiganten igangsatte også en ny fyringsrunde for at spare. I denne omgang vil det gå ud over 18.000 ansatte. Ligeledes i cyklisk forbrug faldt Tesla også med 2,1 pct.
Ellers var der minusser til flere af de defensive aktienavne med et fald til Procter & Gamble på 2,7 pct. og til sygekassen Unitedhealth på 1,8 pct. I bunden af hovedindekset lå dagligvarekæmpen Kraft Heinz også med fald på 6,3 pct.
Blandt bankerne mistede JPMorgan Chase desuden 3,0 pct., mens Berkshire Hathaway tabte 2,1 pct.
OGSÅ GODT NYT
Der var dog også positive nyheder ude onsdag. I toppen af hovedindekset lå transportkoncernen JB Hunt med et plus på 5,0 pct., da koncernen trods et svagt fjerde kvartal ser en vending allerede i fragtmarkedet i andet kvartal.
Med i top var desuden vaccineselskabet Moderna, som steg 3,3 pct., efter at det tirsdag aften annoncerede positive fase 3-data med en vaccine mod luftvejssygdommen RSV.
Luftfartskæmpen United Airlines satte sig derimod 4,6 pct. trods en positiv åbning og en prognose for 2023, der klart overgik forventningerne. Da temaet onsdag var en mulig økonomisk opbremsning, vendte aktien dog rundt, for det vil i givet fald ramme rejseaktiviteten.
.\\˙ MarketWire
