Aktier/middag: FLS tager toppen i rødt marked efter ny storinvestor
19/1 11:54
Opmærksomheden er torsdag rettet mod Jyske Bank og FLSmidth. Banken har fremlagt forventninger til 2023 og løftet sløret for en række foreløbige tal for 2022, der er bedre end ventet, mens FLS har fået ny storaktionær i form af Altor, der har købt 1,3 mio. aktier til 300 kr. stykket.
Det sender FLS til tops, mens Jyske Bank følger godt med i et ellers trykket marked.
C25-indekset falder i middagshandlen 1,3 pct. til 1735,74 kr.
Årsagen skal findes i onsdagens markante fald i USA, hvor recessionsfrygten fik fat i investorerne oven på en række skuffende nøgletal.
- Det er USA, der trækker ned. Recessionsspøgelset har været trukket lidt i baggrunden, men nu er det tilbage. Der har været meget fokus på faldende renter og energipriser, men der er stadig masser af udfordringer, og det så vi også på tallene i onsdag, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.
Ud på eftermiddagen vil investorernes opmærksomhed vende sig med Den Europæiske Centralbank (ECB), der offentliggør referat fra seneste rentemøde. Her vil der blive lagt mærke til, hvorvidt rygterne om, at ECB fra marts vil sænke tempoet i rentestramningerne, er blevet diskuteret allerede på decembermødet.
Tirsdag kunne Bloomberg News nemlig rapportere, at centralbanken ifølge mediets kilder overvejer at løfte renten med 50 basispoint i februar for derefter at skrue ned til 25 basispoint ved næste møde. Det gav et solidt løft til aktiemarkederne.
STORAKTIONÆR KØBER FLS-AKTIER
Ingeniørkoncernen FLSmidth har torsdag fået en ny storaktionær, efter at investeringsbanken Carnegie har modtaget et bindende bud på salg af godt 1,3 mio. aktier i FLSmidth for 300 kr. stykket - svarende til samlet 396,5 mio. kr.
Transaktionen svarer til 2,3 pct. af aktiekapitalen i FLS.
Det oplyser investeringsbanken Carnegie, der er blevet hyret af Altor til at finde investorer, der ville sælge aktier til kapitalfonden.
Købet fra Altor omfatter i alt 1.321.676 aktier, og dermed bliver kapitalfonden ny storaktionær i FLSmidth med en ejerandel på 7,2 pct. af de samlede aktier.
- Det er en kæmpe kapitalfond, der flager interesse i FLS - det var der nok de færreste, der havde regnet med for få uger siden. Det er en ganske fornuftigt pris, og det er en langsigtet ejer, så det bliver spændende at se, hvad de vil, siger Lars Hytting, der også peger på, at der kan være et element af short squeeze, hvor investorer lukker deres kort positioner i aktien i forbindelse med onsdagens store stigning.
FLS-aktien stiger i middagshandlen 3,4 pct. til 296 kr. Onsdag steg aktien 7,4 pct.
JYSKE BANK MED NYE FORVENTNINGER
Jyske Bank har fra morgenstunden meldt ud med forventninger til 2023, og her venter banken et resultat pr aktie på 55-65 kr. Det svarer til et samlet nettoresultat på 3,7-4,3 mia. kr.
Forventningerne afspejler effekten af det højere renteniveau, et stabilt aktivitetsniveau, en fortsat solid kreditkvalitet samt købet af Handelsbanken Danmark, skriver Jyske Bank i en meddelelse.
Samtidig ser Jyske Bank engangsomkostningerne forbundet med overtagelsen af Handelsbankens danske aktiviteter lande på 300 mio. kr. i 2023.
Derudover løftes sløret også for et par foreløbige tal for regnskabsåret 2022, hvor nettoresultatet endte på 3,9 mia. kr. eksklusive engangsomkostninger. Her lød bankens tidligere skøn - fra midten af sidste uge - på 3,8 mia. kr.
Koncernens kapitalprocent udgjorde 19,5 ved udgangen af sidste år, og den egentlige kernekapitalprocent udgjorde 15,2. Det var dermed inden for målsætningen om et interval på 15-17 pct., skriver banken.
Jyske Bank kommer med et endeligt årsregnskab den 28. februar.
Aktien stiger 0,2 pct. til 480,50 kr.
NOVOZYMES LØFTET TIL KØB
Det er foruden morgenens store historier et hav af analytikerjusteringer.
Novozymes har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos SEB, der i samme ombæring løfter sit kursmål for aktien med knap 5 pct. til 440 kr. fra 420 kr.
Aktien falder 0,1 pct. til 347,30 kr.
Ørsted er omvendt blevet sænket til "neutral" fra "outperform" hos Oddo BHF.
Aktien indtager bundplaceringen i C25 med et fald på 3,9 pct. til 661,30 kr.
Derudover har også Mærsk, Demant og Danske Bank fået analytikernyt.
Mærsk har fået sænket sit kursmål hos storbanken HSBC til 22.200 kr. fra 26.250 kr., mens anbefalingen forbliver "køb".
Også SEB har set nærmere på aktien og skåret 200 kr. af kursmålet til 15.100 kr. Her lyder anbefalingen "hold".
B-aktien i transport- og logistikselskabet falder 2,2 pct. til 14.915 kr.
Demant har fået løftet sit kursmål til 210 kr. fra 190 kr. af Danske Bank med den fortsatte anbefaling "hold".
Aktien falder 3,3 pct. til 197,50 kr.
Derudover er Danske Banks kursmål blevet sat op til 157 kr. fra 142 kr. af franske BNP Paribas Exane.
Samtidig gentages den negative anbefaling "underperform" dog, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Italienske Mediobanca har løftet sit kursmål for Danske Bank til 150 kr. fra 125 kr. og gentaget anbefalingen "neutral".
Danske Bank-aktien stiger 0,6 pct. 140,83 kr.
VESTAS INVESTERER I SYDKOREA
Onsdag aften meddelte Vestas, at selskabet vil investere 300 mio. dollar i Sydkorea, hvortil selskabet også vil flytte sit asiatiske hovedkontor.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap på baggrund af en meddelelse fra det sydkoreanske præsidentkontor.
Investeringen vil ske i facilitet, som skal producere dele til vindturbiner med henblik på eksport til hele regionen.
Derudover har Vestas fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Jyske Bank efter en stor stigning i aktien, siden banken løftede sin anbefaling til "køb".
Vestas-aktien bliver sendt ned med 3,5 pct. til 203,15 kr.
.\\˙ MarketWire