Novos fedmemiddel har markant fremgang i USA
20/1 12:08
Novo Nordisks vægttabsmiddel, Wegovy, har fået en forrygende start på 2023 i USA, hvor midlet netop er relanceret i alle doser. Det vurderer Sydbank på baggrund af de seneste recepttal fra Syphony Health Solutions.
Ifølge Symfony Health Solutions voksede det totale antal recepter til 40.599 i uge 2 fra 33.478 i uge 1.
- Vi ser meget positivt på udviklingen i receptudskrivningen for Wegovy i USA, som efter vores vurdering afspejler den stærke underliggende efterspørgsel efter Wegovy og opmærksomheden omkring fedmebehandling i USA, skriver Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, i en kommentar.
Han understreger, at receptdataene stadig kun er et tidligt pejlemærke for relanceringen og ser frem til flere receptdata i de kommende uger og måneder.
Salget af Wegovy venter Sydbank vil løbe op i 13,8 mia. kr. i år, hvoraf størstedelen vil stamme fra USA.
Sydbanks anbefaling af Novo er uændret "køb".
.\\˙ MarketWire