USA/åbning: Netflix og Google-ejer stiger i risikolystent marked
20/1 15:38
Risikolysten er på retur fredag, hvor recessionsfrygten omvendt er dæmpet, og det er med til at få de amerikanske indeks til stige ved åbning i USA.
Her er det giganter som Google-ejeren Alphabet samt Netflix, der er med til at kaste opmærksomhed på techselskaberne, der bredt set vinder frem fredag. Alphabet har varslet afskedigelser, mens Netflix torsdag aften kunne afsløre bedre end ventede tal for antallet af abonnenter.
Ved åbning stiger det teknologitunge Nasdaq-indeks 0,7 pct., mens S&P 500-indekset stiger 0,4 pct. og Dow Jones handler fladt i let positiv retning.
Torsdag faldt det brede S&P 500-indeks sammen med Dow Jones 0,8 pct., og Nasdaq-indekset dykkede 1,0 pct.
Tidligere torsdag var der udsigt til større fald, men de blev dæmpet af kommentarer fra Lael Brainard, der er næstformand i USA's centralbank, Federal Reserve. Det er de kommentarer, der også fortsat fordøjes fredag.
Ved et arrangement ved University of Chicago meddelte hun, at centralbankens pengepolitik er nødt til at være "tilstrækkeligt" restriktiv i noget tid, hvis inflationen skal komme ned på 2 pct.
Næstformanden bekræftede ved samme lejlighed, at pengepolitikken allerede nu er restriktiv, men afstod fra at sætte en endelig størrelse på centralbankens terminalrente. Kommentarerne blev dog alt i alt tolket mere positivt end negativt og var med til afbøde de største stigninger, mens recessionsfrygten mildnes.
- Vi har haft opløftende data, som har vist, at inflationspresset aftager, hvilket indikerer, at Federal Reserve måske ikke skal stramme så hårdt eller aggressivt. Det er godt for aktierne generelt, men hvis vi får en min recession, er det ikke godt for indtjeningerne, siger Stuart Cole, Equiti Capitals chefmakroøkonom.
NETFLIX BRAGER OP
Netflix overhalede analytikernes forventninger til antal nye abonnementer i fjerde kvartal, viser regnskabet offentliggjort torsdag aften.
Det får aktien til at stige 6 pct. ved åbning fredag.
Ifølge streamingtjenestens regnskab for sidste kvartal af 2022, offentliggjort efter amerikansk børslukning, voksede antallet af abonnementer i perioden med 7,66 mio., hvor der af analytikerne ifølge Bloomberg News var ventet et plus på 4,5 mio.
Samlet havde Netflix 230,75 mio. abonnementer i fjerde kvartal, svarende til en vækst på 4 pct. Her var ventet 227,3 mio. abonnementer.
Netflix har den seneste tid strammet grebet om abonnenter, der deler adgangen til tjenesten med personer uden for husstanden, og selskabet venter derfor en kortsigtet negativ effekt på abonnentvæksten.
Omsætningen på 7,85 mia. dollar var en tand under analytikerkonsensus på 7,86 mia. dollar.
Til gengæld overgik Netflix med et driftsoverskud på 550 mio. dollar analytikernes forventninger om et overskud på 393,2 mio. dollar.
GOOGLE-EJER VIL FYRE
Amerikanske Alphabet, der ejer Google, vil skære 12.000 stillinger fra globalt på tværs af hele koncernen.
Meddelelsen om fyringerne kommer fra Alphabets administrerende direktør, Sundar Pichai, der i en mail ifølge Bloomberg News skriver, at han tager "det fulde ansvar for de beslutninger, der har bragt selskabet i den situation".
Alphabet tilslutter sig en kreds af tech-selskaber, der har skåret fra i hobetal som følge af vanskeligere økonomiske vilkår og stigende centralbankrenter.
Senest har Microsoft meddelt, at selskabet vil afskedige 10.000 ansatte, og hos Amazon vil man skære omkring 18.000 stillinger fra.
Indskrænkningen skyldes ifølge Bloomberg News, at Alphabet er ramt af en opbremsning i den digitale markedsføring, og at selskabets division for cloudteknologi halter efter Microsoft og Amazons.
- Det er i disse situationer, at det er vigtigt at skærpe vores fokus, genopfinde vores omkostningsgrundlag og gøre vores talent og kapital til vores højeste prioritet, skriver Sundar Pichai i beskeden til selskabets ansatte.
Alphabet-aktien stiger 2,4 pct.
NORDSTROM DYKKER PÅ NEDJUSTERING
Stormagasinkæden Nordstrom nedjusterede torsdag efter amerikansk børslukning sine forventninger til 2022 efter et skuffende salg i højtidssæsonen.
Det får aktien til at dykke 4,6 pct.
Nordstrom venter nu i 2022 en justeret indtjening per aktie på 1,50-1,70 dollar mod tidligere 2,30 til 2,60 dollar per aktie. Det er samtidig betydeligt under analytikernes forventninger, der ifølge Bloomberg News lød på et overskud på 2,39 dollar per aktie.
Nordstrom så i højtidssæsonen op til jul og nytår salget svinde ind med 3,5 pct.
Det var særligt trukket ned af modgang i discountkæden Nordstrom Rack, hvor salget dykkede 7,6 pct.
Discountkæden måtte sælge sine varer med yderligere rabat for at tynde ud i den ophobede lagerbeholdning.
Nedjusteringen trækker også detailkonkurrenter som Kohl's og Macy's ned med henholdsvis 1,8 pct. og 1,4 pct.
.\\˙ MarketWire