Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Ørsted blev banket i bund efter 2023-forventninger

20/1 17:02

Ørsted fik fredag en hård medfart i den danske aktiehandel, efter at energiselskabet torsdag aften fremlagde forventninger til 2023, der var lavere end analytikernes prognoser og samtidig varslede nedskrivninger på et projekt i USA.

I den anden ende var der medvind til aktier som ISS, Genmab og Netcompany uden offentliggjort selskabsspecifikt nyt til at trække aktierne op.

Det danske eliteindeks, C25, viste udsving henover nullet dagen igennem, men endte med et fald på 0,1 pct. til 1722,86.

- Vi er på vej ind i regnskabssæson, så mange er ved at positionere sig. Derfor ser vi både små plusser og minusser, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, der kalder det en "temperaturmåling" frem mod de næste ugers mange tal fra selskaberne.

Han peger på Ørsted som den store trækhest og årsagen til, at markedet samlet ender i rødt.

- Prognosen var en stor skuffelse, og det åbner en dør for usikkerhed, siger han.

ØRSTED SKUFFER PÅ PROGNOSE

Ørsted fremlagde torsdagen aften foreløbige tal for driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, EBITDA, i 2022, der eksklusive nye partnerskabsaftaler ses i niveauet 21,1 mia. kr.

Det er dermed en rekordhøj indtjening og i tråd med analytikernes forventninger, der ifølge konsensusestimater indsamlet forud for tredje kvartal ventede netop 21,1 mia. kr.

Dog var forventningerne for 2023 uden for skiven. Det var den afgørende faktor for, at aktien fredag dumpede til bunden af C25-indekset med et fald på 8,7 pct. til 608,50 kr.

Det svarer til, at Ørsted fredag har smidt 24,4 mia. kr. i markedsværdi.

I 2023 ser energikæmpen et EBITDA-overskud eksklusive nye partnerskabsaftaler på 20-23 mia. kr. Det ligger under konsensus på 24,2 mia. kr.

Samtidig ligger Ørsteds kerne-EBTDA fra offshore i 2022 væsentligt under konsensus i markedet ifølge Royal Bank of Canada, skriver Bloomberg news.

Dertil kommer, at energikæmpen ifølge meddelelsen har foretaget en nedskrivning på 2,5 mia. kr. på sit amerikanske udviklingsprojekt inden for havvind Sunrise Wind. Det skaber ifølge den amerikanske storbank Citi usikkerhed og åbner for spørgsmål om, hvorvidt der kan være flere nedskrivninger i vente.

Ørsted fik hertil løftet sit kursmål til 1000 kr. fra 915 kr. hos Nordea med den fortsatte anbefaling "køb". Det løftede kursmål var dog beregnet før Ørsted offentliggjorde forventninger og foreløbige tal.

DANSKE BANK FÅR LAVERE ANBEFALING

I den røde ende af indekset endte også Danske Bank, der fik sænket sin anbefaling hos Société Générale til "sælg" fra "hold". Det fremgår af Bloomberg News.

Samtidig hævede den franske bank kursmålet for den danske kollega til 130 kr. fra 125 kr.

Aktien i Danske Bank steg dog 0,2 pct. til 140,15 kr.

FLS-AKTIONÆR KØBER YDERLIGERE OP

Mod bunden af indekset var FLSmidth også trykket oven på to ellers stærkt positive dage.

Aktien faldt 3,5 pct. til 286,90 kr. fredag.

- Det lader til, at der er en stor køber i markedet, som er blevet færdig, siger Danske Banks Mads Zink.

Aktien i ingeniørkoncernen FLSmidth blev torsdag sendt pænt i vejret, efter at den svenske kapitalfond Altor købte 2,3 pct. af aktierne i FLSmidth til en stykpris på 300 kr. og dermed kom op på en ejerandel på 7,2 pct.

Torsdag aften kunne FLS så meddele, at Altor nu har øget sin ejerandel til over 10 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne.

FLSmidth har fredag desuden fået hævet sit kursmål til 350 kr. fra 250 kr. hos SEB, viser data fra Bloomberg. Anbefalingen er uændret "køb".

GREEN HYDROGEN BRAGER OP PÅ ORDRE

Green Hydrogen Systems annoncerede fredag sin hidtil største ordre.

Det blev særdeles godt modtaget af aktionærerne, der sendte aktien op med xx pct. til xx. Forud for meddelelsen var plusset 1,9 pct. for dagen.

Kontrakten inkluderer levering og servicering af 16 nye elektrolyseanlæg fra A-serien med en samlet kapacitet på 7,2 megawatt, skriver selskabet i en meddelelse fredag.

Aftalen er indgået med en uoplyst international kunde.

I toppen af eliteindekset var Genmab blandt de mest stigende, og det kan hænge sammen med, at handlerne samler op i aktien efter en hård start på året, forklarer Mads Zink.

Aktien steg 19,5 pct. 31,50 kr.


.\\˙ MarketWire