Valuta: Dollar-deroute accelererer yderligere
2/2 06:22
Den amerikanske dollar nedtur er taget til torsdag morgen, og man skal næsten et år tilbage for at finde en dollar på så svagt et niveau i sammenligning med en kurv af andre store valutaer.
På indeksniveau handles dollar til 100,94 torsdag morgen mod 101,69 onsdag eftermiddag.
Indekset, der vægter dollar mod euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, er dermed faldet godt 12 pct. over de seneste godt fire måneder.
Katalysatoren for den seneste tiltagende svækkelse er onsdag aftens rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og især kommentarer fra centralbankchef Jerome Powell, der sender den amerikanske valuta på lynslankekur.
Først reducerede Federal Reserves pengepolitiske komite, Federal Open Market Committee (FOMC), den forventede renteforhøjelse til nu at være på 0,25 pct.point, hvilket markerer centralbankens første eksplicitte anerkendelse af, at den amerikanske inflation er aftagende.
Det løftede de finansielle markeders tillid til, at afslutningen på den massive renteforhøjelseskampagne er ved at være tæt på.
Dernæst proklamerede centralbankchef Powell - efter den vanlige parole om, at der "stadig er mere arbejde at gøre" - at en "troværdig" disinflationær proces er startet", og han indikerede en mere åben tilgang til udfaldet af kommende rentemøder med specielt henblik på mødet i maj.
Det gav anledning til et markant fald i de amerikanske renter, idet forbundsbanken nu synes at være mere på niveau med de finansielle markeders vurdering af, at renten er ved at toppe, og at det høje renteniveau næppe vil vare ved så længe, som Federal Reserve hidtil har indikeret.
- Det var i høj grad en lettelse, at der ikke var noget, der for alvor kunne udfordre markedets fremherskende opfattelse. Powell sagde, at satserne bliver nødt til at være restriktive i nogen tid, men det afholder ikke markedet fra at vurdere, at "nogen tid" kan være seks måneder i stedet for to år", siger chefstrateg Ray Attrill fra National Australia Bank i Sydney ifølge Reuters.
Med den amerikanske beslutning af vejen er scenen nu sat til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) og Bank of England (BoE) kommer med deres respektive rentebeslutninger senere torsdag.
Forventningerne for begges vedkommende er en forhøjelse af de toneangivende renter med 50 basispoint.
Ifølge indikerer Ray Attrill er 50 basispoint fra ECB en markant stramning, mens 50 basispoint fra Bank of England synes at en være ganske blød stramning, når inflationsniveauet tages i betragtning.
- Det kan skabe en vis volatilitet, forudser Ray Attrill.
Euro koster torsdag morgen 1,1015 dollar mod 1,0920 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,2385 dollar mod 1,2325 dollar onsdag.
Dollar ligger samtidig i 128,60 yen torsdag morgen mod 129,30 yen per dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire