Aktier/tendens: Nordea står til belønning i ventet grøn start
2/2 08:19
Regnskaber fra Nordea, Danske Bank og DSV fylder meget i nyhedsfladen omkring det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor åbningen ventes at blive positiv efter blide toner fra toppen af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.
Det sendte de amerikanske aktier i vejret onsdag og resulterer også i stigende futures i Europa torsdag morgen.
Chefen for den Federal Reserve, Jerome Powell, sagde på et pressemøde efter centralbankens renteløft på 25 basispoint onsdag, at effekterne af de nu i alt otte renteforhøjelser i rap begynder at vise sig.
- Vi kan nu for første gang sige, at den disinflationære proces er startet. Vi kan se det, og vi ser det virkelig i varepriserne indtil videre, sagde centralbankchefen og kaldte udviklingen "troværdig."
Jerome Powell var heller ikke "særlig sikker" omkring, hvad der vil blive udfaldet af mødet til maj, hvilket kunne indikere en pause efter endnu en renteforhøjelse til marts.
Onsdag endte C25-indekset 1,1 højere i 1716,89.
NORDEA SLÅR FORVENTNINGERNE KLART MED STORT OVERSKUD
Nordea leverede i sit fjerde kvartal noget bedre end ventede tal med et nettooverskud på 1260 mio. euro mod analytikernes konsensus på 1117 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Resultatet kom i land efter stærke indtægter, der samlet udgjorde 2898 mio. euro i de tre sidste måneder af sidste år mod ventet 2703 mio. euro blandt analytikerne.
Samtidig stiller Nordea også et udbytte på 0,80 euro per aktie i udsigt for resultaterne sidste år, hvilket var bedre end forventningen om 0,70 euro per aktie blandt analytikerne ifølge estimater fra Infront Data.
- Nordea leverer en stærk afslutning på 2022, konstaterer Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker hos Sydbank over for MarketWire og peger specielt på generelt højere indtægter end ventet og markant lavere nedskrivninger end ventet som markant positive faktorer.
- Indtægterne er på et væsentligt højere niveau end ventet, og specielt udviklingen i nettorenteindtægterne og handelsindtægterne springer i øjnene, siger han.
Nordea-aktien endte onsdag 1,2 pct. højere i 80,47 kr.
Danske Bank vil omvendt ikke betale noget udbytte for 2022, da den store hensættelse til bøder i hvidvasksagen i Estland har betydet et samlet underskud for året.
For 2023 venter banken til gengæld et nettooverskud på 15-17 mia. kr. Samtidig venter banken nedskrivninger på 3 mia. kr. og samlede omkostninger på 25,0-25,5 mia. kr.
Analytikerne havde inden regnskabet ventet et nettooverskud i år på 15,3 mia. kr., og dermed er midtpunktet af Danske Banks forventninger 700 mio. kr. bedre end ventet.
I fjerde kvartal isoleret set var resultaterne under det ventede, da resultatet før skat blev 4877 mio. kr., og nettooverskuddet endte på 4174 mio. kr.
Her havde analytikerne ventet henholdsvis 5238 mio. kr. og 4177 mio. kr., viser estimater indsamlet af Danske Bank selv.
Bankaktien steg onsdag med 1,2 pct. til 143,80 kr.
DSV VENTER MARKANT LAVERE DRIFTSOVERSKUD I 2023
For transport- og logistikkæmpen DSV spiller de nu noget lavere fragtrater ind i ligningen for 2023, hvor der sigtes efter et driftsresultat før renter og skat (EBIT) frasorteret særlige poster på 16-18 mia. kr.
I 2022 endte den post til sammenligning på 25,2 mia. kr. For 2023 er konsensus for EBIT før særlige poster 16,8 mia. kr., og dermed er prognosen godkendt af markedet.
I fjerde kvartal isoleret set var resultaterne dog lavere end ventet, da omsætningen blev 51,2 mia. kr. mod ventet 52,3 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af DSV selv.
Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster blev 4749 mio. kr. mod ventet 4979 mio. kr.
DSV-aktien steg onsdag med 2,2 pct. til 1151 kr.
TRIFORK FÅR ROSENDE ORD FRA BERENBERG
Tyske Berenberg har indledt analysedækning af it-selskabet Trifork med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 200 kr.
Banken ser Trifork som en attraktiv mulighed for investering i softwareområdet uden at påtage sig direkte produktrisiko, fremgår det af et analysenotat torsdag morgen.
- Med aktiekursfald på cirka 50 pct. fra højdepunktet i begyndelsen af 2022 og fremtidige multipler på bundniveauer, ser vi dette som et attraktivt indgangspunkt, skriver Berenberg.
Trifork steg onsdag 1,5 pct. til 158 kr., og dermed ser Berenberg et potentiale på 26,6 pct.
Rockwool kan i øvrigt glæde sig over en række løftede kursmål, før stenuldsproducenten afleverer årsregnskab for 2022 i næste uge.
DNB har løftet sit kursmål til 2030 kr. fra 1675 kr., Jyske Bank har skruet op til 1950 kr. fra 1750 kr., og Carnegie har løftet sit kursmål til 2400 kr. fra 2200 kr.
Rockwools B-aktie steg onsdag med 2,7 pct. til 2003 kr.
.\\˙ MarketWire