Aktier/middag: DSV går frem på prognose i risikovilligt C25
2/2 11:36
DSV går torsdag til tops i C25-indekset på en godkendt prognose for 2023 med plads til forbedringer. I modsatte ende falder Danske Bank til bunds, efter at yderligere omkostninger til bankens gældssag martrer et ellers udmærket regnskab.
Der er generelt positiv stemning på den danske børs, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som ventet onsdag hævede renten med 25 basispoint.
C25-indekset stiger ved middagstid torsdag 1 pct. til 1733,86.
- Der er god stemning på markedet, der blev kickstartet af centralbankchefen, Jerome Powell. Det sendte aktierne op og renterne ned. Der var egentlig ikke de store overraskelser, men han var inde på, at det inflationære pres letter, og at det, Federal Reserve gør, virker, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Det skaber også medvind til de mere risikovillige aktier som Bavarian Nordic, Ambu, GN og Netcompany, vurderer han. Bavarian indtager torsdag topplaceringen i eliteindekset med en stigning på 5,2 pct. til 224,05 kr.
DSV MED VENTET KONSERVATIV PROGNOSE
Regnskabsaktuelle DSV ligger torsdag pænt til i toppen, efter at logistikselskab har fremlagt tal for fjerde kvartal og en prognose for 2023.
I prognosen spiller de nu noget lavere fragtrater ind i ligningen for 2023, hvor der sigtes efter et driftsresultat før renter og skat (EBIT) frasorteret særlige poster på 16-18 mia. kr.
I 2022 endte den post til sammenligning på 25,2 mia. kr. For 2023 er konsensus for EBIT før særlige poster 16,8 mia. kr., og dermed er prognosen godkendt af markedet.
At aktien stiger så solidt torsdag, kan ifølge Martin Munk skyldes, at DSV er kendt for at levere konservative prognoser. Dermed er der plads til forbedring i 2023.
- Vi har erfaring med, at de melder forsigtigt ud. Men der er også generel god medvind til fragtaktierne torsdag, siger han.
I fjerde kvartal isoleret set var resultaterne dog lavere end ventet, da omsætningen blev 51,2 mia. kr. mod ventet 52,3 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af DSV selv.
Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster blev 4749 mio. kr. mod ventet 4979 mio. kr.
DSV-aktien stiger med 4,6 pct. til 1204 kr.
NORDEA BELØNNES OG DANSKE BANK FALDER
Der har torsdag også været regnskaber fra Nordea og Danske Bank, hvor førstnævnte sendes op efter et stærkt regnskab og velvoksent udbytte.
Nordea leverede i sit fjerde kvartal noget bedre end ventede tal med et nettooverskud på 1260 mio. euro mod analytikernes konsensus på 1117 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Resultatet kom i land efter stærke indtægter, der samlet udgjorde 2898 mio. euro i de tre sidste måneder af sidste år mod ventet 2703 mio. euro blandt analytikerne.
Samtidig stiller Nordea også et udbytte på 0,80 euro per aktie i udsigt for resultaterne sidste år, hvilket var bedre end forventningen om 0,70 euro per aktie blandt analytikerne ifølge estimater fra Infront Data.
Aktien stiger 2,1 pct. til 82,12 kr.
Omvendt går Danske Bank til bunds med et fald på 3,8 pct. til 138,35 kr.
Her er det ifølge Martin Munk navnlig de fortsatte udgifter til bankens sager, der trækker ned, mens resultaterne for fjerde kvartal heller ikke lever op til forventningerne.
Markedet havde nok ventet mere af fjerde kvartal. Så er der også de ekstra omkostninger, som spøger - blandt andet til gældssagen. Jeg tror, at alle er trætte af at høre om ekstra omkostninger, siger Martin Munk, der dog vurderer, at medfarten i markedet måske er til den hårde side.
For 2023 venter banken til gengæld et nettooverskud på 15-17 mia. kr. Samtidig venter banken nedskrivninger på 3 mia. kr. og samlede omkostninger på 25,0-25,5 mia. kr.
Analytikerne havde inden regnskabet ventet et nettooverskud i år på 15,3 mia. kr., og dermed er midtpunktet af Danske Banks forventninger 700 mio. kr. bedre end ventet.
I fjerde kvartal isoleret set var resultaterne under det ventede, da resultatet før skat blev 4877 mio. kr., og nettooverskuddet endte på 4174 mio. kr. mod ventet henholdsvis 5238 mio. kr. og 4177 mio. kr.
LØFTEDE KURSMÅL TIL ROCKWOOL
Rockwool kan i øvrigt glæde sig over en række løftede kursmål, før stenuldsproducenten afleverer årsregnskab for 2022 i næste uge.
DNB har løftet sit kursmål til 2030 kr. fra 1675 kr., Jyske Bank har skruet op til 1950 kr. fra 1750 kr., og Carnegie har løftet sit kursmål til 2400 kr. fra 2200 kr.
Rockwools B-aktie stiger 2,7 pct. til 2057 kr.
Derudover har Ambu fået løftet sit kursmål hos Danske Bank til 101 kr. fra 89 kr.
Anbefalingen er fortsat "hold".
Medicoaktien stiger med 4 pct. til 103,15 kr.
.\\˙ MarketWire