Valuta: Mindre comeback til dollar inden arbejdsmarkedsrapport
3/2 06:32
Amerikanske dollar får et mindre comeback fredag morgen, da såvel euro som pund sterling svækkes oven på gårsdagens forventelige renterforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank og Bank of England.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen ved 5-tiden i 101,87 mod 101,42 torsdag eftermiddag.
En typisk "buy on rumors/sell on facts" udvikling, der ofte følger store, men bredt forventede beslutninger, da investorerne afvikler de spekulative positioner baseret på det nu materialiserede scenarie.
Inflationspresset i såvel eurozonen som Storbritannien er blevet mere håndterbart, var den overordnede vurdering, som begge de to europæiske centralbanker gav udtryk for efter at have hævet renten med 50 basispoint.
Men dermed er kampen mod høj inflation ikke forbi.
For mens Bank of England indikerede, at toppen måske er rykket tættere på, hentydede ECB eksplicit til mindst en forhøjelse mere i samme størrelsesorden næste måned og bekræftede forpligtelsen til at bekæmpe den høje inflation.
Dog erkendte ECB-præsident Christine Lagarde, at udsigterne for eurozonen er blevet mindre bekymrende, både når det gælder vækst og inflation.
- ECB var en smule mere afdæmpet, end markederne tidligere har forventet, mens Bank of England gav et lille hint om, at de måske er tæt på at afslutte deres stramningscyklus, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.
De to centralbankers bemærkninger kom dagen efter, at den amerikanske centralbanks topchef, Federal Reserve-formand Jerome Powell, på samme måde sagde, at den "desinflationære" proces i USA ser ud til at være i gang.
- Vi begynder at se centralbankerne samle sig til et mønster nu. De store centralbanker nærmer sig så absolut afslutningen af deres respektive stramningscyklus', vurderer Carol Kong.
Forude venter den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der vil være næste store test af resultaterne af Federal Reserves kamp mod inflation.
Der tegner sig et billede af et stadigt stramt arbejdsmarked, efter at antallet af nye ansøgninger om amerikansk arbejdsløshedsunderstøttelse for nylig faldt til et nimåneders lavpunkt.
Euro koster fredag morgen 1,0895 dollar mod 1,0937 dollar torsdag eftermiddag.
Pund sterling koster fredag morgen 1,2210 dollar mod 1,2300 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 128,50 yen mod 128,42 yen torsdag eftermiddag ved 17-tiden.
.\\˙ MarketWire