Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/lukning: Nasdaq og S&P 500 i højeste niveau i fem måneder

3/2 06:32

Det amerikanske aktiemarked fortsatte torsdag i vejret anført af teknologiaktierne, hvilket gav pæne stigninger til Nasdaq-indekset og S&P 500, mens Dow Jones-indekset endte i minus efter fald i energi- og sundhedsaktierne.

Anderledes skidt ser det ud fredag morgen, hvor torsdagens sene regnskaber fra mastodonter som Apple og Googles moderselskab Alphabet skuffede.

De sender futures for de tre store amerikanske aktieindeks ned, og det er Nasdaq, der er hårdest ramt med et fald i futuren på 1,6 pct. Samtidig trækkes S&P 500-futuren ned med 0,6 pct., mens Dow Jones-futuren næste går fri med et fald på under 0,1 pct.

Nasdaq-indekset lukkede 3,3 pct. højere i det højeste niveau i omkring fem måneder, og det samme gjorde sig gældende for S&P 500-indekset efter et plus på 1,5 pct. Derimod faldt Dow Jones-indekset 0,1 pct.

Der fortsatte torsdag med at være fokus på meldingerne fra rentemødet i den amerikanske centralbank onsdag aften, hvor mere dueagtige budskaber end ventet fra Federal Reserve-formand Jerome Powell blev vel modtaget af investorerne.

- Markederne reagerer bare på en mere dueagtig pressekonference fra Powell i går. Jeg tror, at markedet kom ud af dette Fed-møde med et fortsat håb om, at forholdene kan blive lettere i slutningen af året, siger chefmarkedsstrateg Anthony Saglimbene hos Ameriprise Financial til Reuters og udsigterne til, at de pengepolitiske stramninger vil stoppe til sommer, og at der måske venter rentenedsættelser hen mod afslutningen af året.

Udover fortsat fordøjelse af meldingerne fra rentemødet var det i høj grad en dag med fokus på Facebooks moderselskab, Meta Platforms, som bragede i vejret efter sit regnskab onsdag efter børslukketid.

I S&P 500 var der stigninger i 7 af 11 hovedsektorer, og klart i toppen med et plus på 6,7 pct. lå kommunikationsservice, der inkluderer Meta Platforms og andre vækstaktier. Cyklisk forbrug steg desuden 3,1 pct., og it-sektoren med 2,8 pct. I bunden lå omvendt energi med et minus på 2,5 pct. og stabilt forbrug med et fald på 0,9 pct.

META BRAGER FREM

Facebook-ejeren Meta Platforms steg ikke mindre end 23,3 pct., hvilket er den største stigning i aktien siden 2013. Selskabet krydrede et solidt regnskab for fjerde kvartal og en godkendt prognose for indeværende kvartal med lancering af et gigantiske aktietilbagekøbsprogram for 40 mia. dollar.

Helt i toppen af Nasdaq 100 lå imidlertid Align Technology med en stigning på hele 27,4 pct., efter at producenten af medicinsk udstyr overgik forventningerne med sit regnskab for fjerde kvartal.

Dagen bød også på regnskaber fra de store medicinalselskaber Eli Lilly og Merck.

Eli Lilly leverede overordnet tal på linje med forventningerne, men flere finanshuse noterede sig dog, at selskabet i diabetesforretningen skuffede med salget af Mounjaro, som er førsteudfordrer til Novo Nordisks bedst sælgende diabetes 2-middel, Ozempic.

Aktien i Eli Lilly faldt 3,6 pct.

Merck endte desuden 3,3 pct. lavere efter sit regnskab, som ellers bød på stærkere tal for både omsætning og indtjening i fjerde kvartal end ventet. Den justerede indtjening per aktie endte på 1,62 dollar i kvartalet, mens analytikerne havde spået 1,54 dollar per aktie, viser estimater fra Bloomberg.

Salget løb op i 13,83 mia. dollar, hvilket var 2,3 pct. mere end i samme kvartal året forinden. Konsensus blandt analytikerne var 13,63 mia. dollar. I 2023 sigter Merck efter et salg på 57,2-58,7 mia. dollar, mens analytikerne havde ventet 58,1 mia. dollar.

Industrikoncernen Honeywell kom desuden med tal for fjerde kvartal, der lå tæt på analytikerforventningerne, men nogle finanshuse havde håbet på en lidt stærkere prognose for 2023. Ifølge finanshuset Jefferies var prognosen for indtjeningen per aktie 2 pct. under konsensusforventningerne. Aktien endte 0,3 pct. højere.

Mere positiv var reaktionen på regnskabet fra Harley Davidson, der steg hele 10,7 pct. Motorcykelproducenten tjente i fjerde kvartal 28 cent per aktie, hvor analytikerne blot havde ventet 7,9 cent.

.\\˙ MarketWire