Vending i kinesisk økonomisk aktivitet efter covid-restriktioner
3/2 06:34
Aktiviteten i den kinesiske servicesektor viser markant fremgang i januar efter adskillige måneder med voldsom økonomisk opbremsning. Nu er udviklingen vendt efter genåbningen og fjernelsen af de stramme corona-restriktioner, der længe holdt såvel indbyggere som økonomien i et jerngreb.
Det fremgår af data udarbejdet af Caixin og Markit Economics fredag morgen.
Det private kinesiske PMI-indeks for servicesektoren viser en aflæsning på 52,9 for januar mod et niveau på 48,0 i december.
Økonomerne ventede en januar-aflæsning på 51,0.
Det samlede indeks for industri og service lander dermed på 51,1 i januar mod 48,3 i december.
Onsdag viste aflæsningen fra fremstillingssektoren 49,2 i januar mod 49,0 i december.
Den officielle aflæsningen for januar viste en stigning i aktiviteten i fremstillingssektoren til 50,1 fra 47,0 i december.
Den officielle måling af aktiviteten i servicesektoren viser 54,4 i januar, hvor det måneden før var 41,6.
Samlet gav det en PMI-aflæsning fra National Bureau of Statistics på 52,9 i januar mod 42,6 i december.
Et indeks over 50 indikerer stigende aktivitet, mens et indeks under 50 peger i retning af aftagende aktivitet.
/ritzau/FINANS