Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/åbning: Ford bakker voldsomt i jobrapport-ramt marked

3/2 15:46

Overraskende - nærmest uhyggelig stærk - amerikansk jobrapport for januar og skuffende regnskaber fra tech-triumviratet Apple, Amazon og Alphabet torsdag efter børstid sætter retningen for det amerikanske aktiemarked fredag.

Arbejdsmarkedsrapporten viste overraskende stærk vækst på arbejdsmarkedet, da der i januar blev skabt 517.000 nye arbejdspladser. På forhånd var der ventet en fremgang på 188.000 i følge estimater fra Bloomberg News.

Dermed springer jobvæksten i USA alle forventninger og øger risikoen for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at stramme pengepolitikken mere end ventet før rapporten.

Det vurderer cheføkonom hos Dansk Erhverv, Tore Stramer.

Fredag åbner Nasdaq-indekset og ligger efter knap ti minutters handel 1,7 pct. lavere i 12.234 efter en stigning torsdag på 3,3 pct. til det højeste niveau i omkring fem måneder. S&P 500-indekset falder 1 pct. til 4141,43, efter et plus på 1,5 pct. Dow Jones-indekset stiger4 0,1 pct. til 33.932.

Dueagtige kommentarer fra centralbankchefen Jerome Powell onsdag aften var baggrunden for stigningerne torsdag, men arbejdsmarkedsrapporten fjernede den optimisme fredag.

Dertil kommer flere skuffende regnskaber fra store amerikanske selskaber blandt andet Apple, Amazon, Alphabet og Ford. Sidstnævnte falder mest.

FORD I BAKGEAR

Ford falder 10,6 pct. til 12,82 dollar, efter at den amerikanske bilgigant har skuffet med indtjeningen i fjerde kvartal.

Automotive-salget er i fjerde kvartal landede på 41,8 mia. dollar, hvor analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News lød på 39,82 mia. dollar.

Den justerede driftsindtjening målt på EBIT landede på 2,6 mia. dollar, hvilket skuffer i forhold til estimatet på 3,45 mia. dollar.

Driftsindtjeningen skuffer i alle tre primære regioner, hvor især udviklingen i Europa skuffer ved at lande et underskud på 374 mio. dollar mod ventet overskud på 136 mio. dollar.

For 2023 venter Ford at lande en justeret driftsindtjening på 9-11 mia. dollar, hvor analytikerne ventede 9,94 mia. dollar.

ALPHABET I NEDTUR

Selskabet bag Google, Alphabet, tjente noget mindre i 2022 end året før og også mindre i fjerde kvartal, end analytikerne havde regnet med.

Regnskabet, der blev offentliggjort efter amerikansk børslukketid torsdag aften, viser et overskud på 60,0 mia. dollar i 2022, hvilket er 16 mia. dollar mindre end året før.

I fjerde kvartal tjente selskabet 13,6 mia. dollar, hvilket var noget under niveauet i samme kvartal året før på 20,6 mia. dollar.

Opgjort per aktie faldt resultatet i fjerde kvartal fra 1,53 dollar til 1,05 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 1,20 dollar per aktie.

Aktien i Alphabet falder med 4,5 pct. til 103,85 dollar efter en stigning i ordinær handel torsdag - før offentliggørelsen af regnskabet - på 7,3 pct.

AMAZONS INDTJENING DEN RINGESTE I 8 ÅR

Den amerikanske teknologimastodont Amazon skuffede med en indtjening i fjerde kvartal, som var den ringeste siden 2014.

Omsætningen steg ellers 9 pct. til 149,2 mia. dollar i fjerde kvartal sammenlignet med 137,4 mia. dollar i samme periode året før.

Nettoresultatet faldt til blot 278 mio. dollar fra 14,3 mia. dollar året før.

Det svarer til et resultat per aktie på 3 cent, hvilket var noget under analytikernes forventninger på 17 cent per aktie.

Amazon-aktien falder 5,7 pct. til 106,58 dollar efter en stigning i ordinær handel torsdag på 7,4 pct.

APPLES SALG SKUFFER

Den amerikanske teknologigigant Apple skuffede på både omsætning og indtjening i det regnskab for første kvartal, som iPhone-producenten offentliggjorde efter børslukketid i USA torsdag aften.

Omsætningen faldt i første kvartal, som løber frem til udgangen af december, med 5,5 pct. til 117,5 mia. dollar fra 123,9 mia. dollar i samme periode sidste år. Det var et stykke under analytikernes forventninger på 121,1 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Indtjeningen tog også et dyk, idet Apple på bundlinjen kan fremvise et overskud på 30,0 mia. dollar mod 34,6 mia. dollar i samme periode året før. Resultatet per aktie falder dermed til 1,88 dollar fra 2,10 dollar sidst år, mens analytikerne kun havde ventet et fald til 1,94 dollar.

Både salget af iPhones og Macbooks skuffede i kvartalet i forhold til analytikernes forventninger, mens omsætningen fra salget af Ipads overraskede positivt.

Apple-aktien falder med 1 pct. til 149,19 dollar efter en stigning i ordinær handel torsdag på 3,7 pct.

.\\˙ MarketWire