Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Geopolitiske spændinger giver udsigt til ny dag i rødt

6/2 14:23

Øget geopolitisk usikkerhed har sammen med frygten for en mere høgeagtig centralbank lagt yderligere pres på de amerikanske aktier.

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger mandag med fald på 0,5 til 0,7 pct. med mest pres på de mere rentefølsomme teknologiaktier i Nasdaq-indekset.

Fredag var også hårdest ved Nasdaq-indekset, der bakkede med 1,6 pct., mens S&P 500-indekset tabte 1,0 pct., og Dow Jones-indekset faldt med 0,4 pct.

Teknologiaktierne var fredag hårdt ramt af en stor rentestigning på 13 basispoint til den tiårige T-bond, og den udvikling fortsætter mandag med en fremgang på 8 basispoint til 3,60 pct.

Rentestigningen blev fredag drevet af en overraskende stærk jobvækst samt den største stigning siden juni 2020 til ISM-erhvervstillidsindekset for servicesektoren.

CATALENT I KIKKERTEN HOS DANAHER

Amerikanske Danaher overvejer et bud på den amerikanske kontraktproducent Catalent, der herhjemme er kendt for at være hyret af Novo Nordisk til at fylde fedmemidlet Wegovy på penne.

Anonyme kilder fortæller Bloomberg News, at Danaher under sine tilnærmelser har indikeret en væsentlig præmie på Catalent. Om Catalent er modtagelig for et bud og ønsker at bakke op er usikkert, skriver Bloomberg News. Selskabet har i øvrigt ikke ønsket at kommentere rygterne.

Catalent, der fredag havde en markedsværdi på 10 mia. dollar, stiger 25,1 pct. til 70,12 dollar i det amerikanske formarked, mens Danaher, der tilbage i 2004 købte danske Radiometer af børsen, falder 0,9 pct.

NEWMONT BYDER 17 MIA. DOLLAR FOR AUSTRALSKE NEWCREST

Newmont har budt 17 mia. dollar for australske Newcrest for at skabe verdens største guldmineselskab, hvilket er det største opkøbstilbud hidtil i år.

Buddet kan også tiltrække et bud fra rivaliserende guldmineselskaber såsom Barrick Gold, siger en person med kendskab til sagen ifølge Bloomberg News.

Newcrests aktionærer er blevet tilbudt 0,38 Newmont-aktier for hver Newcrest-aktie, hvilket med fredagens lukkekurs svarer til en præmie på 21 pct.

Mandag indikeres Newmont-aktien dog ned med 5,9 pct.

TYSON FOODS KOM SKÆVT FRA START

Det blev en skuffende start på regnskabsåret for den amerikanske fødevarekoncern Tyson Foods, der kom ud af første kvartal med en indtjening langt under det, som analytikerne havde ventet.

Det er blandt andet vanskelige markedsmekanismer og operationelle udfordringer, der bærer skylden, vurderer koncernen i sit regnskab mandag.

- Vi venter at forbedre vores resultater i den sidste del af andet halvår af regnskabsperioden og videre ind i fremtiden, da vi stræber efter at eksekvere og være den bedste inden for vores branche, siger selskabets administrerende direktør, Donnie King, i regnskabet.

Den justerede indtjening per aktie i første kvartal af regnskabsåret 22/23 landede på 85 cent, hvilket er noget under analytikernes estimat på 1,33 dollar ifølge Bloomberg News. Det er samtidig langt under niveauet i samme periode sidste år, hvor indtjening per aktie var 2,87 dollar.

Aktien i Tyson Foods falder med 5,3 pct. i formarkedet.

DELL VIL FYRE 6650 SVARENDE TIL HVER TYVENDE

Den amerikanske computerproducent Dell Technologies vil afskaffe 6650 job, hvilket svarer til 5 pct. af de ansatte globalt.

Det er efterspørgslen efter computeren, der er faldende og årsagen til de mange afskedigelser.

Koncernen oplever en markedsforhold, der "fortsat eroderer samt en uvis fremtid", skriver driftsdirektør Jeff Clarke ifølge Bloomberg.

Dell-aktien indikeres 0,1 pct. lavere i mandagens formarked.

NEDSKUDT BALLON PRESSER KINESISKE AKTIER

Spændinger mellem USA og Kina over weekendens nedskydning af en kinesisk overvågningsballon ved den amerikanske østkyst har mandag eftermiddag sendt flere kinesiske aktier noteret i USA ned i formarkedet.

Blandt de faldende ADR-noteringer er onlinehandelsgiganterne Alibaba, Pinduoduo og JD.com med fald på 1,8-2,9 pct.

.\\˙ MarketWire