USA/lukning: Rentefrygt ramte aktierne - Tesla alene mod strømmen
6/2 22:06
De amerikanske aktier fortsatte mandag sidste uges negative afslutning med nye kursfald, da renterne igen røg kraftigt i vejret.
Det var fortsat fredagens brandvarme arbejdsmarkedsrapport for januar, der var årsagen til bevægelserne for både aktier og obligationer, da den ikke ligefrem pegede i retning af den drejning i den amerikanske centralbanks rentebane, som markedet håber på senere i år.
Med til at skabe usikkerhed var også de tiltagende spændinger mellem USA og Kina, efter at amerikanerne i weekenden skød en kinesisk luftballon, som var fløjet ind over USA, ned.
Det brede S&P 500-indeks bakkede med 0,6 pct., mens Dow Jones smed 0,1 pct., og Nasdaq tabte mest med 1,0 pct.
- Aktiemarkederne oplever en vanskelig start mandag, uden tvivl tynget af udsigten til flere renteforhøjelser og spændinger mellem verdens to største økonomier, kommenterer Craig Erlam, senioranalytiker hos finanshuset Oanda.
HØJERE RENTE
Fredag tabte S&P 500 også 1,0 pct., om end sidste uges samlede resultat alligevel blev til et plus på 1,6 pct. For hele året er aktierne i USA også stadig i plus med 7,1 pct., mens hovedindekset siden den seneste bund midt i oktober har vundet 14,9 pct.
I sidste uge var aktierne ellers røget i vejret, da den amerikanske centralbank med et renteløft på 0,25 pct.point gik ned i tempo efter forhøjelser på 50 og 75 basispoint de foregående seks rentemøder, og da bankens formand, Jerome Powell, på et pressemøde konstaterede, at der nu var "desinflationære" processer i gang i økonomien.
Det styrkede investorernes spekulationer om en drejning, altså kommende rentenedsættelser, i rentebanen senere i år, og det var vand på aktiernes mølle.
Jobrapporten for januar gjorde dog det modsatte fredag, da der i årets første måned blev skabt 517.000 nye arbejdspladser uden for landbruget mod ventede 188.000 jobs.
- Udsalget de seneste par dage skyldes formentlig, at man indser, især på rentesiden, at det løb af med markedet, siger Edward Smith, investeringschef hos Rathbones, til The Wall Street Journal, og peger på, at der stadig er "lang vej igen" i kampen mod inflationen.
- Det vil holde Federal Reserve fra at levere de rentesænkninger.
Handelen med rentefutures indikerer nu en top i centralbankrenten til juli i 5,13 pct., inden investorerne ser renten sat ned til 4,81 pct. inden nytår. En markant stejlere rentebane end torsdag, da obligationsmarkedet pegede mod en rentetop i 4,90 pct. til juni og en rente ved udgangen af december i 4,40 pct.
ALLE SEKTORER I RØDT
I S&P 500 var langt de fleste sektorer i rødt. Bedst gik det for forsyning med et plus på 0,9 pct. I den anden ende mistede kommunikationsservice mest med 1,3 pct., mens it bakkede 1,3 pct. Cyklisk forbrug faldt mere beskedne 0,1 pct., understøttet af Tesla.
Blandt de store aktienavne faldt Apple 1,8 pct. Æblekoncernens aktie vendte fredag et truende minus i kølvandet af sit kvartalsregnskab til et plus på 2,4 pct. Microsoft bakkede desuden 0,6 pct. mandag.
Amazon og Alphabet fortsatte deres tilbagegang efter regnskaberne torsdag aften med henholdsvis 1,2 og 1,8 pct. Tesla vandt derimod - som en af de få - 2,5 pct. efter en prisforhøjelse for model Y SUV i USA.
OPKØB I FOKUS
På mandagens nyhedsfront løb en spekulationshistorie med en del fokus, da medicokoncernen Danaher ifølge unavngivne kilder, skrev Bloomberg News, skulle overveje et opkøb af kontraktproducenten Catalent. Danahers aktie satte sig 2,3 pct, mens Catalents vandt 19,5 pct. og toppede i hovedindekset.
Guldmineselskabet Newmont lagde samtidig, officielt, et bud på knap 17 mia. dollar på den australske konkurrent Newcrest. Newmonts aktie faldt 4,7 pct. mandag.
Computerproducenten Dell bakkede også med 3,0 pct. efter en melding om faldende PC-salg, som gør det nødvendigt at afskedige 6650 medarbejdere.
På regnskabsfronten faldt USA's største kødproducent, Tyson Foods, også med 4,6 pct., da faldende priser ramte indtjeningen i første kvartal.
.\\˙ MarketWire