Tirsdagens aviser med Rockwool, B&O og Scan Global Logistics
7/2 06:32
BØRSEN
NYT DIGITALT SYSTEM TIL BOLIGSKAT FEJLER STORT
Det nye system til ejendomsvurderinger, der skulle have været fuldt digitalt, er så fyldt med fejl, at de stort set alle skal tjekkes manuelt. Indtil videre har Skat udsendt 146.000 vurderinger og foretaget 140.000 manuelle kontroller. Eksperter kalder det “rystende” og “tæt på en falliterklæring”. (Forside, side 6-7)
STOR DEL AF FRAGTKONCERN SÆLGES I MILLIARDHANDEL
Efter et længere tilløb har Scan Global Logistics fundet en ny hovedejer, der skal hjælpe koncernen frem mod en børsnotering. (Side 8)
B&O-PRISER PÅ HIMMELFLUGT
Flere af B&O’s produkter er steget voldsomt, siden de kom på markedet. Det er en del af strategien, lyder det fra selskabet. (Side 10)
TELESELSKABERS INDTJENING BLIVER SPIST AF INFLATION
Øgede udgifter til datacentre, netværk, butikker og hovedkontor har spist af indtjeningen hos landets fire store teleselskaber. (Side 12)
PRISER PÅ BIOGAS RYSTER ROCKWOOLS GRØNNE AMBITIONER
Stenuldskoncernen Rockwool er i chok over en regulær priseksplosion på biogas, der driver Rockwools stærkt energikrævende fabrikker i Danmark. Det grønne valg er dyrere i Danmark end i vores nabolande. (Side 14)
ENERGIKÆMPER FÅR SAT DANSKE HAVVINDPLANER PÅ PAUSE
Energistyrelsen har mandag sat behandlingen af i alt 33 ansøgninger om at opføre havvindprojekter i Danmark på pause. Det ville være uansvarligt over for investorer at lade ordning fortsætte, når der er tvivl om statsstøtte, mener minister. (Side 16-17)
TOPØKONOM SER AFLIVET NY ÆRA MED HØJERE RENTER
I ti år har Larry Summers og Olivier Blanchard argumenteret for, at verdensøkonomien var fanget i en fælde med lave renter. Nu ser de helt forskelligt på, hvad der kommer efter inflationskrisen. (Side 20-21)
NETFLIX’ FORRETNINGSMODEL ER SOM ET HAMSTERHJUL
Netflix-aktien har haft det svært på det seneste, og nu sår professor i finansiering tvivl om streaminggigantens dyre forretningsmodel. (Side 23)
BERLINGSKE BUSINESS
SAXO BANK SMIDER EN BOMBE I KAMPEN OM KUNDERS OPSPARING
Kunderne er frustrerede over, at storbankerne er langsomme til at hæve renten på indlån i kølvandet på forhøjelserne fra Nationalbanken. Nu går Saxo Bank forrest og tilbyder en renteforhøjelse med det samme. Forbrugerrådet og rådgivere er begejstrede, men tvivler på, at de andre banker følger trop. (Forside, side 4-5)
EU-STRID TRUER MED AT AFBLÆSE TIDOBLING AF DANMARKS HAVVIND
En opstået mulig EU-strid truer med at trække tæppet væk under enorm dansk udbygning af havvind. For et år siden lød det ellers i lovforslag fra Dan Jørgensen (S), at der slet ikke var EU-retlige aspekter i sagen. Klima- og energiministeren vil have en redegørelse over forløbet. (Side 6-7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
STOP FOR HAVMØLLER SKABER VREDE OG FRUSTRATION
Frustrationerne fik frit løb fra virksomheder og organisationer, da klimaminister Lars Aagaard mandag satte 33 ansøgninger om havvindmøller på pause. I ministeriet frygter man, at den såkaldte åben dør-ordning strider mod EU's statsstøtteregler. (Forside, side 6-7)
SCAN GLOBAL LOGISTICS SOLGT
Den internationale kapitalfond CVC Capital Partners Fund VIII har købt hovedparten af aktierne i danske Scan Global Logistics. (Side 2)
DANSKE FORBRUGERE FØRER AN I DETAIL-NEDTUR
Danske forbrugere er de mest sparsommelige i EU. Salget i detailhandlen faldt i 2022 voldsommere i Danmark end i noget andet EU-land. (Side 4)
SHIPPINGBRANCHENS NYE KLIMAMÅL VÆKKER KRITIK
Shippingbranchen udleder enorme mængder CO2. Det skal begrænses med et nyt rapporteringskrav. Det krav vil dog i bedste tilfælde ikke have nogen effekt, lyder kritikken. (Side 10-11)
.\\˙ MarketWire