Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Lyft sendt i grøften før ny rød start

10/2 14:44

Der er flere kursfald i vente blandt de amerikanske aktier, når handlen på Wall Street starter fredag.

Torsdag blev de tre ledende amerikanske indeks sendt ned af stigende rentefrygt og flere dårlige takter fra Googles moderselskab, Alphabet, der fortsat var i modvind efter lanceringen af chatbotten Bard, der debuterede med en række faktuelle fejl.

Særligt de stigende renter lagde dog en dyne over markedet, og S&P 500-indekset faldt med 0,9 pct., Dow Jones-indekset satte sig 0,7 pct., og det særligt rentefølsomme Nasdaq-indeks faldt mest med sit dyk på 1,0 pct.

Fredag ser det ikke meget bedre ud i handlen med futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer.

De tre ledende indeks i USA indikeres således en negativ start på 0,4-0,8 pct.

- Fokus skifter væk fra den positive effekt fra disinflation og mod bekymringer for væksten, siger Maximilian Kunkel fra schweiziske UBS til nyhedsbureauet Reuters.

LYFT KØRES OVER AF SVAG PROGNOSE

Kørselsplatformen Lyft er blandt taberne i formarkedet, da koncernens regnskab for fjerde kvartal skuffede på indtjeningen, og da prognosen for første kvartal ikke levede op til analytikerne på Wall Streets forventninger.

Lyft regner med at se en samlet omsætning i de igangværende tre måneder på 975 mio. dollar, men det er et stykke under konsensus på 1,09 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Forventningen til den justerede driftsindtjening på 5-15 mio. dollar er også et godt stykke under forventningen på 90 mio. dollar.

Lyft oplevede ellers i sit fjerde kvartal en stigning i omsætningen på 21 pct. til 1,18 mia. dollar mod ventet 1,16 mia. dollar.

I perioden gik antallet af aktive chauffører op med 9 pct. til 20,36 mio. chauffører mod ventet 20,30 mio. chauffører, og den gennemsnitlige pris per tur steg 11 pct. til 57,72 dollar mod analytikernes bud på 56,75 dollar.

Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede alligevel i et underskud på 248 dollar. Her var ventet et mere begrænset tab på 48 mio. dollar.

Aktien falder med voldsomme 31,7 pct. til 11,08 dollar i formarkedet efter et dyk på 3,2 pct. i torsdagens handel.

EXPEDIA RAMT AF DÅRLIGT VEJR I FJERDE KVARTAL

Også rejseformidleren Expedia er i bakgear med et fald på 2,3 pct. til 115,01 dollar i formarkedet.

Det sker, efter at resultaterne i fjerde kvartal ikke kunne leve op til forventningerne på grund af blandt andet dårligt vejr.

Den justerede indtjening per aktie hos Expedia blev i fjerde kvartal 1,26 dollar mod ventet 1,77 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Det resultat blev landet på baggrund af en omsætning på 2,62 mia. dollar mod ventet 2,71 mia. dollar.

Bedre går det for Yelp - en onlineplatform til anmeldelser - der leverede en stærkere toplinje end ventet i markedet i fjerde kvartal.

Det viser ifølge analytikere styrke inden for onlinereklamer, selv om økonomien har det hårdt lige for tiden, refererer Bloomberg News.

Yelp omsatte i fjerde kvartal for 309,1 mio. dollar mod analytikerkonsensus på 306,5 mio. dollar ifølge Bloomberg News.

Aktien stiger med 7,6 pct. til 33,18 dollar i fredagens formarked.

Betalingskoncernen Paypal stiger med 1,6 pct. til 79,70 dollar efter lidt bedre end ventede resultater i de sidste tre måneder af sidste år.

Selskabets justerede overskud per aktie steg i perioden fra 1,11 dollar til 1,24 dollar, hvilket var over forventningerne blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde regnet med 1,20 dollar.

Omsætningen steg sideløbende med 7 pct. til 7,38 mia. dollar mod ventet 7,40 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire