Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Fredagens aktier: Pandora endte sidst i C25 på dybrød handelsdag

10/2 17:03

De danske aktier faldt fredag, hvor rederiet Norden ellers styrede uden om nedturen efter pæne resultater for fjerde kvartal.

Overordnet set var retningen dog dagen igennem nedad, hvor blandt andet GN atter var i fokus efter en række sænkede kursmål og en sænket anbefaling oven på torsdagens årsregnskab og onsdagens melding om en stor kapitaludvidelse.

- Det er en af de dage, vi bare skal have overstået. Det er lidt en off day - men det kommer også efter en stærk periode. Renterne i USA er steget, og der bliver lige indpriset lidt mere nu. Det sætter sig i aktierne. Det var jo generelt det, vi så gennem det meste af 2022 også, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

- Regnskabssæsonen i Danmark er for de store selskaber stort set overstået. Overordnet er det gået fint, og det er også derfor, at februar generelt har været en ret god aktiemåned i Danmark frem til nu, fortsætter han.

C25-indekset faldt med 1,3 pct. til 1765,63. Nederst var Pandora, som faldt med 5,3 pct. til 620,20 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

Generelt væltede det også fredag ind med analytikerjusteringer efter ugens regnskabsstorm, der har fået analytikerkorpset til at revidere estimater i både den ene og den anden retning.

Blandt de mindst forslåede eliteaktier fredag var Danske Bank og Jyske Bank, der blev hjulpet af de stigende markedsrenter, som alt andet lige er godt for indtjeningen i bankerne.

- Hvis der er nogen, der nyder godt af det (de stigende renter, red.), er det bankerne, kommenterer Lars Hytting.

Jyske Bank faldt med 0,2 pct. til 545,40 kr., og Danske Bank steg endda med 1,4 pct. til 147,85 kr.

Rockwool fik også lidt comeback efter den enorme dukkert onsdag, hvor aktien faldt 16,8 pct. oven på et svagt regnskab og en svært skuffende prognose for 2023.

B-aktien i stenuldsproducenten endte fredag øverst i C25 med et plus på 1,6 pct. til 1726,50 kr.

NORDEN LEVERER REKORDOVERSKUD

For rederiet Norden var der mere smult vande fredag, efter at regnskabet for fjerde kvartal viste stor fremgang på både top- og bundlinje, og Norden kunne fremvise et rekordoverskud for sidste år oven på en stribe opjusteringer undervejs.

I fjerde kvartal omsatte Norden for 1307,7 mio. dollar mod 1152,3 mio. dollar i den tilsvarende periode et år tidligere.

Nettooverskuddet steg til 204,6 mio. dollar fra 122,6 mio. dollar, og for hele året blev overskuddet rekordhøje 743,5 mio. dollar mod 204,5 mio. dollar i 2021.

For 2023 venter Norden et nettooverskud på 330-430 mio. dollar.

Aktien steg med 3,1 pct. til 411,60 kr.

GN I FORTSAT MODVIND EFTER SÆNKEDE KURSMÅL PÅ STRIBE

GN har efter torsdagens årsregnskab og onsdagens annoncering af en stor kapitaludvidelse på op til 7 mia. kr. fået en række sænkede kursmål og en sænket anbefaling.

Carnegie har således sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", og både JPMorgan, Danske Bank, Jyske Bank og DNB har skruet ned for deres kursmål på bagkant af nyhederne.

GN-aktien faldt med 1,4 pct. til 167,65 kr. efter et dyk på 12,8 pct. torsdag. Nedturen blev dog begrænset væsentligt i løbet af fredagen.

Mystikken omkring GN er da heller ikke forsvundet, selv om selskabet selv har præsenteret et bud på en løsning på den skyhøje gæld i form af den fortegningsemission, der blev annonceret onsdag aften.

Kapitalplanerne kan endda ifølge Danske Bank øge sandsynligheden for et bud på selskabet frem mod generalforsamlingen, hvor kapitaludvidelsen skal godkendes.

- Vi gentager "køb" og ser den foreslåede kapitalrejsning som en vej frem mod at løse problemerne med den høje gæld, samtidig med at det øger sandsynligheden for et bud på GN over den næste måned, skriver analytiker Christian Sørup Ryom fra Danske Bank i et notat fra fredag.

Banken har sænket sit kursmål for GN til 280 kr. fra 305 kr.

- Jeg synes, at det hele er total uforudsigeligt. Kapitaludvidelsen hjælper en hel del på gearingen. Men omvendt - hvis der er nogen, der vil noget - så er det nu, siger Lars Hytting fra Artha Kapitalforvaltning til MarketWire.

Fredagen bød også på regnskaber fra Sparekassen Sjælland-Fyn og Boozt, der blev takseret til henholdsvis en lille stigning og et tungt fald på 15,2 pct. til 80,05 kr. for Boozt.

Boozt leverede stor fremgang i omsætningen sidste år, mens overskuddet faldt til 186,1 mio. svenske kr. fra 195,2 mio. svenske kr. i 2021.

For 2023 ventes der en omsætningsvækst på 5-15 pct. og en justeret driftsindtjening (EBIT) på 275-375 mio. svenske kr.

Det er ifølge Handelsbanken på linje med konsensus, men aktien har ifølge banken klaret sig exceptionelt godt siden september, og det kan være baggrunden for kursfaldet fredag, lyder vurderingen.

.\\˙ MarketWire