Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/middag: Energi trækker op - renter presser teknologi

10/2 18:27

De amerikanske aktier indledte fredagens handel med ganske tungt kursfald, men er sidenhen blevet trukket noget op, da energiaktierne stiger, efter at Rusland har annonceret en reduktion i sin produktion.

Renterne fortsætter dog deres stigninger efter sidste uges brandvarme jobrapport for januar, og derfor er der igen pres på de teknologitunge vækstsektorer, især med fald til to af årets store vindere, Tesla og Nvidia, og derfor ligger markedet stadig i minus.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, taber kl. 12.20, lokal tid i New York, 0,4 pct., og det har faktisk på et tidspunkt været i plus, selv om det åbnede med et minus på 1,0 pct. Dow Jones stiger 0,1 pct., mens Nasdaq mister mest med 1,3 pct.

FRYGTER FEDERAL RESERVE

De amerikanske aktier er dermed målt på hovedindekset S&P 500 på vej mod et ugefald op 1,7 pct., men de er dog stadig i plus med 5,9 pct. siden nytår og steget med 13,7 pct. siden den seneste bund midt i oktober sidste år.

- Stemningen er blevet ramt af erkendelsen af, at Federal Reserve måske vil gå længere med at løfte renterne end tidligere forventet, da sidste fredags jobrapport blev akkompagneret af høgeagtige kommentarer fra flere centralbankchefer, siger Fawad Razaqzada, markedsanalytiker hos City Index, til Bloomberg News.

Jobrapporten for december overraskede, da der blev skabt 517.000 nye arbejdspladser mod spåede 188.000.

Det har sidenhen skubbet forventningen til den amerikanske centralbanks rentebane i vejret, og markedet ser nu en top i centralbankrenten til juli i 5,17 pct. og en rente ved årets afslutning i 4,90 pct. Sidste torsdag var buddet på terminalrenten på 4,90 pct. og en nytårsrenten på 4,40 pct.

ENERGI I TOP

I S&P 500 er det energiaktierne, som klarer sig bedst med et plus på 3,2 pct., da Exxon Mobil stiger 3,5 pct. og Chevron 2,1 pct.

Det skyldes nyheden om, at Rusland har gennemført en reduktion af sin olieproduktion med 500.000 tønder om dagen som svar på det vestlige prisloft på russisk råolie. Derfor er der udsigt til stigende oliepriser. Fredag går prisen på olie op med 2,3 pct.

I den anden ende falder cyklisk forbrug mest med 1,8 pct. Det skyldes blandt andet et fald til Tesla på 6,2 pct. på trods af en nyhed om, at elbilproducenten har hævet priserne på model Y i Kina - ligesom selskabet gjorde det i USA i sidste uge.

I cyklisk forbrug er der fortsat pres på Amazon, der mister 2,0 pct.

Der er også minus til til it-aktierne med 1,3 pct. Apple og Microsoft smider hver især 0,7 og 0,9 pct., men det er chipkæmpen Nvidia, som er fordoblet i kurs siden oktober, der trækker mest ned med et fald på 6,2 pct.

I samme sektor smider Salesforce desuden 4,3 pct., da den schweiziske investeringsbank UBS har lavet et tilbagevendende check-up på softwareselskabets partnerkanal, som senest har vist en større opbremsning end ventet.

Kommunikationsservice taber fredag desuden 0,9 pct. Det er en mere afdæmpet udvikling efter en uge med hårde hug til især Alphabet, efter Googles kiksede lancerede af sin AI-understøttede chatbot. Alphabets aktie nøjes dog fredag med et minus på 0,6 pct., mens Meta Platforms mister 1,7 pct.

Derimod stiger betalingskoncernen Paypal med 1,6 pct., da fjerde kvartal viste fremgang på bundlinjen.

LYFT KØRES OVER

I S&P 500 topper Dexcom med et plus på 10,0 pct. trods et lunkent kvartalsresultat, men analytikerne ser positivt på medicoselskabets globale udrulning af udstyr til patienters håndtering af diabetes.

I den anden ende mister News Corp. 8,6 pct. efter et skuffende andet kvartal og på trods af nyheden om, at selskabet vil spare og derfor afskedige 1250 ansatte.

Rejsesitet Expedia mister desuden 8,1 pct., da både top- og bundlinje skuffede i fjerde kvartal.

Det ser dog helt anderledes ud for samkørselstjenesten Lyft, hvis aktie mister 36,3 pct. Egentlig var fjerde kvartal godkendt, men prognosen om en omsætning i første kvartal på 975 mio. dollar skuffer i forhold til konsensus på 1,08 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire