Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Goldman sender Novo på rekordkurs i let positivt marked

13/2 09:15

Novo Nordisk er på den grønne gren mandag morgen, mens FLSmidth bliver sendt i grøften, efter at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har haft de to aktier til eftersyn.

Det sker i et marked præget af behersket fremgang op til tirsdagens amerikanske inflationstal. Desuden kører den danske regnskabssæson i tomgang i skolernes vinterferie - uge 7 - inden regnskaberne igen begynder at tikke ind i næste uge.

Det danske eliteindeks, C25-indekset, er åbnet 0,3 pct. højere end fredag i 1770,04.

TANGERING AF TOP-KURSMÅL FOR NOVO NORDISK

Det er med Novo Nordisk på rekordjagt, efter at Goldman Sachs har løftet sit kursmål for aktien til 1200 kr. fra tidligere 1037 kr.

Anbefalingen er uændret på "køb". Goldman Sachs lægger sig dermed helt i toppen i forhold til vurderingen af potentialet i Novo-aktien sammen med Deutsche Bank, som siden medio januar også har haft et kursmål på 1200 kr.

Novo Nordisk stiger fra åbningen med 0,9 pct. til 976,80 kr., og har dermed passeret den seneste lukkerekord på 970,80 kr. fra den 8. februar.

Novo overgås dog af Carlsberg, der stiger 1,8 pct. til 987 kr. Société Générale har løftet sit kursmål for bryggeriaktien til 1250 kr. fra 1150 kr. og gentager anbefalingen "køb".

FLSMIDTH FÅR SALGSANBEFALING

I bunden af C25 taber FLSmidth 1,9 pct. til 295,10 kr., efter at Goldman har indledt analysedækning af ingeniørkoncernen med en salgsanbefaling og et kursmål på 250 kr.

A.P. Møller-Mærsk har modsat fået skåret kursmålet ned til 11.000 kr. fra 12.450 kr. af Barclays, der gentager anbefalingen "undervægt".

Fredag kom det frem, at rederiet har krævet en erstatning fra Evergreen, hvis containerskib lagde sig på tværs af Suez-kanalen i marts 2021 og forårsagede en verdensomspændende krise. Ifølge Shippingwatch kræver Mærsk 300 mio. kr. i erstatning.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie er åbnet 0,9 pct. lavere i 15.160 kr. efter et fald på 2,9 pct. fredag.

Transportkoncernen DSV står også til lidt opmærksomhed, efter at det sent fredag kom frem, at topchef Jens Bjørn Andersen, og finansdirektør Jens Hesselberg Lund i sidste uge udnyttede optioner i forbindelse med deres bonusordninger og efterfølgende solgte aktierne med en samlet gevinst før skat på knap 147 mio. kr.

DSV falder 0,7 pct. i 1267 kr.

Vindmøllekoncernen Vestas har fået løftet kursmålene hos såvel den amerikanske storbank JPMorgan som Wall Street-kollegaen Morgan Stanley. Kursmålet hos Morgan Stanley er løftet til 157 kr. fra 148 kr., og JPMorgan er nogenlunde enig med et nyt kursmål på 156 kr. mod før 149 kr.

Anbefalingen hos JPMorgan er "undervægt", mens den er "ligevægt" hos Morgan Stanley.

Vestas falder 1,4 pct. til 210,10 kr.

GN Store Nord har fået barberet 5 pct. af kursmålet til 162 kr. fra 170 kr. af Morgan Stanley, der holder fast i anbefalingen "ligevægt".

GN Store Nord er åbnet 1,3 pct. lavere i 165,50 kr.

.\\˙ MarketWire