Microsoft indikeres højere efter optimistiske analytikerkommentarer
13/2 14:08
Microsoft indikeres 1,5 pct. højere i 267 dollar i det amerikanske formarked efter flere optimistiske kommentarer fra analytikerkorpset om softwaregigantens langsigtede vækstpotentiale.
Det skriver Bloomberg News.
Finanshuset Stifel hæver sit kursmål for aktien til 290 dollar fra 275 dollar med en gentaget købsanbefaling.
Stifel vurderer, at resten af dette år bør være en overgangsperiode, mens regnskabsåret 2023/24 er positioneret til mere konsistente resultater, efterhånden som væksten i Cloud-forretningen Azure sandsynligvis vil stabilisere sig.
Microsoft bør ifølge finanshuset også se "sunde" frie pengestrømsgevinster næste år.
Microsoft har aftalt at investerer 10 mia. dollar i selskabet OpenAI, der står bag den populære chat-robot ChatGPT.
Netop den finansielle påvirkning af kunstig intelligens vurderes dog kun at være moderat over de næste par år, men finanshuset deler dog også ledelsens entusiasme omkring den transformerende karakter af teknologien.
Finanshuset Morgan Stanley ser også positivt på Microsoft-aktien med en gentagelse af sin positive anbefaling "køb" og kursmålet på 307 dollar, da konjunkturpåvirkninger på kort sigt skaber en attraktiv indgang til en af de bedste langsigtede defensive væksthistorier inden for teknologi.
.\\˙ MarketWire