Aktier/tendens: Inflationstal kan afspore Novos fortsatte rekordjagt
14/2 08:20
Novo Nordisk og Jyske Bank kan tirsdag udbygge deres kursrekorder, hvilket dog primært vil afhænge af eftermiddagens vigtige inflationsrapport fra USA.
Inflationen har fået ekstra opmærksomhed efter en meget stærk amerikanske jobrapport i forrige uge og efterfølgende høgeagtige kommentarer fra en række amerikanske centralbankchefer.
I forbrugerprisopgørelsen ventes en månedsstigningstakt for kerneforbrugerpriserne på 0,4 pct. i januar, hvilket vil være en fastholdt niveau i forhold til de opreviderede 0,4 pct. for december.
- Forbrugerpriserne kan med en solid overraskelse sætte retningen for de finansielle markeder i den kommende tid, så der er fuld fokus på offentliggørelsen, vurderer Jyske Bank, der ser en højere end ventet inflation lægge yderligere pres på aktierne.
Mandagens fremgang til indekstunge Novo Nordisk var med til at drive C25-indekset 0,7 pct. højere til 1777,43.
Mandag aften lukkede de amerikanske aktiemarkeder med en pæn fremgang på 1,1 pct. for S&P 500-indekset, men tirsdag morgen peger futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks en spids lavere, og det samme er tilfældet for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for det danske aktiemarked.
ROCKWOOL SÆNKES TIL "HOLD" AF HANDELSBANKEN
Rockwool får efter onsdagens regnskab sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Handelsbanken.
Aktien i Rockwool lukkede mandag med en stigning på 0,6 pct. til 1736,50 kr.
I årsregnskabet blev en meget svag prognose med udsigt til et omsætningsfald på op til 10 pct. i år negativt modtaget af investorerne, der på dagen sendte aktien ned med 16,8 pct.
Pandoras regnskab blev på dagen modsat godt modtaget på børsen med et plus på 10,6 pct. til følge, og i kølvandet heraf har finanshuset Citigroup hævet sit kursmål for smykkeaktien til 750 kr. fra 576 kr. med en gentaget købsanbefaling.
Pandora-aktien steg mandag med 0,8 pct. til 625 kr.
GN har fået sænket kursmålet til 200 kr. fra 230 kr. af finanshuset Oddo BHF, der samtidig har gentaget den positive anbefaling "køb".
Mandag faldt aktien i GN 4,2 pct. til 160,65 kr.
Siden sit årsregnskab 9. februar, der blev akkompagneret med nyheden om en kapitalrejsning på 7 mia. kr., er aktien faldet 17,6 pct.
NOVO OG JYSKE BANK FORTSÆTTER JAGTEN PÅ REKORDER
Novo Nordisk endte mandag med en stigning på 2,6 pct. i rekorden 994 kr. oven på positivt analysenyt fra Goldman Sachs og spekulationer i markedet om, hvornår og hvor fedmemidlet Wegovy lanceres næste gang.
Aktien bevæger sig dermed tættere på den psykologiske grænse på 1000 kr. Investorernes store appetit på Novo-aktier skal ses i lyset af et solidt salgsmomentum i de seneste mange kvartaler.
Jyske Bank ramte med et plus på 0,9 pct. til 550,20 kr. også rekordniveau mandag, hvor aktien handlede videre på sidste uges opjustering, der har givet luft under vingerne.
.\\˙ MarketWire
