Arbejdernes Landsbank sikrede sig fornuftigt resultat i 2022
14/2 16:39
Arbejdernes Landsbank, der som koncern også tæller Vestjysk Bank og AL Finans, kom gennem 2022 med skindet på næsen trods tab på koncernens fondsbeholdning.
Det viser bankens regnskab tirsdag eftermiddag.
Her landede årets resultat før skat på 903 mio. kr., hvilket dermed lige akkurat slog øverste spænd i de fra september nedjusterede forventninger, der lød på 700-900 mio. kr. Til sammenligning lød forventningerne på vej ind i året på 900-1100 mio. kr.
Til sammenligning lød resultatet før skat i 2021 på rekordhøje 1378 mio. kr., hvilket dog var begunstiget af bankens køb af aktiemajoriteten i Vestjysk Bank.
Det er især urealiserede tab på 200 mio. kr. på koncernens fondsbeholdning, der har trukket ned, selvom der dog var en hjælpende hånd i fjerde kvartal.
- Vi blev indtjeningsmæssigt presset i starten af 2022 på grund af urealiserede tab på fondsbeholdningen, og det har set svært ud hele året, hvor vi har ligget et godt stykke efter budget og forventninger. Men de stigende renter i fjerde kvartal har medført en klar forbedring af fondsbeholdningen på variabelt forrentede obligationer, så vi har hentet en del af det tabte, forklarer Frank Mortensen, der er finans- og bankdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Han hæfter sig desuden ved et højt aktivitetsniveau blandt bankens kunder, en udlånsvækst på 5,1 pct. samt en tilgang på cirka 7000 kunder i løbet af året.
Der ventes fremgang i resultat for 2023, hvor Arbejdernes Landsbank venter et resultat før skat på 1200-1400 mio. kr.
- Det begrundes med forventninger om fortsat kundetilgang og et højere afkast på koncernens fondsbeholdning. På minussiden forventer koncernen et normaliseret nedskrivningsniveau og en afmatning i antallet af bolighandler, fremgår det af en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
.\\˙ MarketWire