Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Tirsdagens aktier: Mærsk til tops i næsten uændret eliteindeks

14/2 17:10

En lidt højere inflation i USA end ventet gav ikke anledning til større udsving på det danske aktiemarked.

Efter lidt skvulp frem og tilbage endte C25-indekset endte marginale 0,1 pct. lavere i 1776,53 trods stigninger i 13 og kun fald i 10 af de 25 eliteaktier.

- Inflationen er faldet mere i USA end i Europa, godt hjulpet af energipriserne, men inflationsproblemet er stadig ikke løst. Priser, der stiger en halv procent om måneden, passer ikke til en målsætning om to procents inflation om året, skriver cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank i en kommentar efter de amerikanske nøgletal.

Inflationen i USA aftog i januar for syvende måned i træk, men ikke helt så meget som ventet - til 6,4 pct. fra 6,5 pct. måneden før, mens prisstigningstakten i forhold til december lå på 0,5 pct.

Trods afvigelsen i forhold til forventningerne var reaktionen umiddelbart afdæmpet. Herhjemme gjorde Mærsk-aktierne dagen igennem en god figur og selskabets A-aktie toppede i C25 med et plus på 1,8 pct., mens B-aktien endte 1,5 pct. højere i 15.425 kr.

Pandora steg desuden 1,4 pct. til 633,60 kr. efter analysenyt fra den amerikanske storbank Citigroup, som har løftet sit kursmål for smykkeaktien til 750 kr. fra 576 kr. med en gentaget købsanbefaling.

I bundregionen af eliteindekset endte derimod Rockwool med et fald på 1,4 pct. til 1712,50 kr., efter at analytikerne hos svenske Handelsbanken sænkede anbefalingen for isoleringsaktien til "hold" fra "køb" med henvisning til en meget svagere end ventet prognose for 2023.

Novo Nordisk kom i løbet af formiddagen over kurs 1000 kr. for første gang nogensinde, men kunne ikke fastholde niveauet og endte uændret i 994 kr.

- 2023 tegner rigtigt lovende for Novo Nordisk og den har et godt momentum. Vi har også set nogle kursmål blive kørt rigtigt højt op - senest mandag, hvor Goldman Sachs hævede sit target til 1200 kr.

- Vi har selv sænket anbefalingen af Novo til "hold", da vores analytiker ser den værende prisfastsat "til perfektion". Der er i hans verden taget højde for i aktiekursen, at det skal gå rigtigt godt for Novo de kommende år, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Jyske Bank har haft et kursmål for Novo-aktien på 1000 kr. siden 30. januar, hvor banken sænkede anbefalingen fra "køb" til "hold".

Der var tirsdag også analysenyt om GN, idet finanshuset Oddo BHF sænkede sit kursmål til 200 kr. fra 230 kr., men gentog anbefalingen "køb".

GN-aktien steg 0,5 pct. til 161,45 kr., men er siden sit årsregnskab 9. februar, der blev akkompagneret med nyheden om en kapitalrejsning på 7 mia. kr., faldet 17 pct.

.\\˙ MarketWire