USA/middag: Inflationstal øger rentefrygt - presser aktier tilbage
14/2 18:25
De amerikanske aktier handles tirsdag med store udsving. Ved lokal frokosttid er tendensen dog til et minus, men handelen har budt på flere bevægelser i begge retninger.
Det er tirsdagens imødesete måling af forbrugerprisernes udvikling i USA i januar, som investorerne har svært ved at fortolke. Inflationen aftog nemlig for syvende måned i træk, men ikke nær så meget som ventet. Eller håbet.
Renterne reagerer derimod mere tydeligt på målingen med stigninger og øgede sats på en højere centralbankrente i USA, og det lægger i sidste ende pres på aktierne.
Det brede aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.20, amerikansk østkystid, med 0,6 pct., men indekset har også tidligere været i minus med 1,0 pct. og i plus med 0,5 pct.
Dow Jones sætter sig desuden med 0,8 pct., mens Nasdaq mister mindst med 0,4 pct.
- Hvis man tror, inflationen vil blive hængende i en tid, som vi gør, så betyder det også, at Federal Reserve bliver ved med at hæve renten, indtil den virkelig ødelægger efterspørgslen, siger Michael Contopoulos, rentechef hos Richard Bernstein Advisors, til Bloomberg News.
ØGEDE BOLIGUDGIFTER
Forbrugerprisernes stigninger toppede i juni sidste år i 9,1 pct., men siden er de aftaget hver måned til senest 6,4 pct. i januar. Det var dog stadig en højere inflation end ventede 6,2 pct.
For kerneprisernes vedkommende var der en stigning på årsbasis på 5,6 pct. mod ventede 5,5 pct.
Især udgifter til bolig bidrog til det højere end ventede prisniveau, og tager man den del ud, så var der en mere mærkbart aftagende tendens. Øgede udgifter til - "shelter", som det kaldes, udgjorde 60 pct. af kerneprisstigningerne i januar.
- Alle forventer op og ned i den disinflationære trend. Vi ved, at vi ikke vil se massiv disinflation måned efter måned. Der vil komme anstændig disinflation i nogle måneder, og så kommer der et stærkt tal, kommenterer Samy Char, cheføkonom hos Lombard Odier, over for The Wall Street Journal.
Reaktionen på inflationsrapporten torsdag er også, at obligationshandlerne sælger ud af papirerne og sender de effektive renter op med 7-10 basispoint for den to- og tiårige statsobligation, mens markedet nu også indregner en top i centralbankrenten til juli i 5,28 pct. mod 5,20 pct. mandag.
KLÆDT I RØDT
I S&P 500 er alle sektorer klædt i rødt. Bedst går det for energiaktierne med et fald på 0,1 pct., mens cyklisk forbrug og it lige efter bakker med 0,1-0,3 pct. Kommunikationsservice smider samtidig 1,0 pct.
Det er Apple, som trækker mest ned tirsdag, da aktien falder med 1,2 pct.
Ligeledes inden for it stiger chipkæmpen Nvidia dog 3,4 pct. til 225,24 dollar, da Bank of America har hævet sit kursmål på aktien til 255 fra 215 dollar. Investeringsbanken ser Nvidia som den store vinder i den igangværende AI-oprustning.
Inden for cyklisk forbrug holder elbilproducenten Tesla humøret oppe med et plus på 3,1 pct., mens Amazon og byggemarkedskæden Home Depot i samme sektor smider 1,5 og 2,0 pct.
I kommunikationsservice har Alphabet det svært med et minus på 1,7 pct., mens Meta Platforms holder skindet på næsen med et fald på 0,3 pct. efter mandagens forlydender om mulige yderligere besparelser.
LOVER OVERSKUD
På regnskabsfronten sætter Coca-Cola sig med 1,3 pct. på trods af et godkendt fjerde kvartal, hvor øget restaurantsalg støttede den organiske vækst, så den endte på 15 pct. mod spåede 10,6 pct., og en vækstprognose, der topper konsensus.
I toppen af S&P 500 vinder medicinalselskabet Zoetis frem med 5,4 pct. efter et bedre end ventet fjerde kvartal og et en højere end ventet omsætningsprognose.
Softwareselskabet Cadence Design Systems stiger desuden 5,2 pct. på en stærk indtjeningsprognose.
Uden for hovedindekset belønnes softwareselskabet Palantir desuden med et plus på 13,4 pct., da selskabet for første gang har lovet et positivt helårsresultat.
Biludlejningskoncernen Avis løftes desuden med 6,4 pct., da fjerde kvartal var bedre end ventet med fremgang hos både erhvervs- og fritidskunder, og da selskabet ser tendensen fortsætte ind i første kvartal.
.\\˙ MarketWire