Asien: TSMC presset efter Buffetts aktiesalg i inflationsramt marked
15/2 06:32
De asiatiske aktiemarkeder ligger onsdag med det største fald i mere end en uge, hvor et underindeks i Hongkong er tættere på korrektion på grund af bekymring over udsigterne for de amerikanske renter og Kinas økonomi.
En højere end ventet inflation i tirsdagens amerikanske forbrugerprisopgørelse har sendt renterne samt forventningerne til rentetoppen opad.
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 1,2 pct. blandt andet drevet af et fald på 3,9 pct. til TSMC, der er ramt af meldingen om, at Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, har dumpet aktier i den taiwanske mikrochipgigant.
Shanghai Composite og CSI 300 oplever en tilbagegang på henholdsvis 0,3 og 0,4 pct. og i Hongkong ligger Hang Seng til et et minus på 1,3 pct.
Siden toppen i slutningen af januar er Hang Seng China Enterprises-indekset faldet omkring 10 pct., da optimisme over Kinas genåbning gav plads til bekymringer over retningen for amerikanske renter og forholdet mellem USA og Kina.
- Med manglen på økonomiske data til at måle opsvinget i Kina, bliver aktierne påvirket meget mere af udsigterne for amerikanske renter, siger Kim Kyung Hwan, aktiestrateg hos Hana Securities i Seoul, ifølge Bloomberg News.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 0,4 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,4 pct.
Det australske ASX-200-indeks falder med 1,0 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 1,4 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder også med 1,4 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,4 |
Topix | -0,3 |
Hongkongs Hang Seng | -1,3 |
China Shanghai Composite | -0,3 |
China CSI 300 | -0,4 |
Taiwan Taiex | -1,4 |
Sydkoreas Kospi | -1,4 |
Indiens BSE Sensex | +0,0 |
Singapores STI | -0,9 |
Sydney ASX 200 | -1,0 |
Indeksværdi klokken 05.45.
.\\˙ MarketWire