USA/middag: S&P 500 sætter sig efter detailtal - Nasdaq stiger omvendt
15/2 18:20
Stærke detailsalgstal for USA for januar styrker onsdag spekulationen i højere centralbankrente i længere tid, og derfor sætter de amerikanske aktier sig.
Lidt pudsigt klarer teknologiaktierne sig alligevel bedst. De er ellers normalt ekstra negativt påvirket af højere renter og en styrket dollar, som også er en del af onsdagens handelsbillede.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, taber kl. 12.15, lokal tid i New York, 0,4 pct., mens Dow Jones mister 0,5 pct., og Nasdaq stiger derimod 0,1 pct.
- Amerikanske aktier er bløde, da en positiv overraskelse for detailsalget understøtter tanken om, at Federal Reserve kan blive ved med at være meget aggressiv i kampen mod inflationen, lyder en kommentar fra senioranalytiker Edward Moya fra finanshuset Oanda.
STÆRKT DETAILSALG
Efter at det var faldet de foregående to måneder, steg detailsalget i januar i USA med 3,0 pct. i forhold til december. Det var ikke blot en vending, men også en større stigning end ventede 2,0 pct.
Målingen af detailsalget lægger sig opad andre stærkere end ventede nøgletal for januar, da tirsdagens inflationsrapport for januar viste, at forbrugerprisernes stigning aftog mindre end ventet, og da forrige fredags jobrapport var markant stærkere end spået.
Det styrker spekulationerne i, at den amerikanske centralbank er tvunget til at hæve renten endnu mere og holde den højere i længere tid for at få kerneinflationen ned til målet på 2,0 pct. om året.
Investorerne regner da også nu med, at fed funds-renten vil toppe til juli i 5,25 pct. og slutte 2023 i 5,07 pct. Torsdagen før jobrapporten var buddet en toprente til juni i 4,90 pct. og en nytårsrente på 4,40 pct.
- Den største bekymring, vi vil have, når vi bevæger os frem herfra, er det ubehagelige spørgsmål, om Federal Reserve er tilstrækkeligt restriktiv, siger Jim Bianco, grundlægger af Bianco Research, til Bloomberg News.
Med andre ord, renten skal højere op endnu.
De hævede forventninger til centralbankrenten har i samme periode skubbet den toårige statsrente op med 52 basispunkter til 4,63 pct. Sidst, den lå der, var i midten af november. Dengang handledes S&P 500 omkring niveauet 3750 indekspoint - godt 9 pct. lavere end denne onsdag.
TECH I TOP
I det amerikanske hovedindeks topper sektorerne for kommunikationsservice og cyklisk forbrug med plusser på 0,5 og 0,3 pct., mens energi ligger i den anden ende med et fald på 2,7 pct., da olieprisen falder tilbage.
I de to vindersektorer er det henholdsvis Alphabet og Tesla, som trækker frem med plusser på 1,7 pct. hver især, mens der inden for it er fremgang til Apple på 1,1 pct. efter nyheden om, at investeringskæmpen Berkshire Hathaway igen har øget sin ejerandel i aktien.
I samme sektor som Apple falder Microsoft derimod med 1,8 pct., mens chipkæmpen Nvidia sætter sig 1,9 pct. Halvlederproducenten Analog Devices trækker derimod op med et plus på 6,2 pct., da regnskabet for andet kvartal var bedre end ventet med en vækst på 21 pct.
I den anden ende dykker Devon Energy med 12,4 pct. efter et ringere fjerde kvartal end ventet, og da selskabet advarer om, at tekniske udfordringer betyder en reduktion i den daglige produktion i første kvartal på 10.000 tønder råolie.
I samme sektor bakker de store navne, Exxon Mobil og Chevron, desuden 1,6 og 2,5 pct.
AIRBNB LØFTES
På regnskabsfronten stiger fødevarekæmpen Kraft Heinz marginalt efter sine tal, hvor omsætningen, herunder også den organiske vækst, såvel som indtjeningen var bedre end ventet.
Medicinalselskabet Biogen falder omvendt 3,8 pct., da selskabet melder om lavere indtjening i 2023 på grund af en omkostningstung lancering af selskabets nye middel til behandling af Alzheimer's.
Uden for S&P 500 vinder Airbnb hele 12,3 pct. Fjerde kvartal var med en vækst på 24 pct. bedre end ventet, og samtidig spår ferieudlejningsselskabet en højere omsætning i første kvartal end ventet på Wall Street.
Tripadvisor vinder mere beskedne 1,4 pct., da et stærkt fjerde kvartal overskygges af en svag prognose.
.\\˙ MarketWire