Obligationer/tendens: Rolig start i vente - fokus på amerikanske data
16/2 07:01
Der er lagt op til en forholdsvis statisk åbning på handlen med danske statsobligationer torsdag.
De amerikanske renter er krøbet marginalt lavere efter dansk lukketid onsdag, men næppe nok til at at smitte af på dagens handelen.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked vil åbne med tendens til uændrede renter, skriver seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat torsdag morgen.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg onsdag med 6 basispoint til 3,81 pct., og torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 3,78 pct. på markedet i Tokyo.
Det er et enkelt basispoint mindre end ved dansk lukketid onsdag.
Den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede onsdag med en rente på 2,59 pct. eller 3 basispoint over slutniveauet tirsdag.
Torsdag er de økonomiske nøgletal koncentreret omkring USA. Her vil både data for antallet af nye arbejdsløshedsansøgninger og producentpriser være dagens overskrifter.
Arbejdsmarkedet har vist sig særdeles stramt på det seneste, mens inflationen trods en aftagende tendens fortsat er alt for høj i forhold til målsætningen fra den amerikanske centralbank.
- Aftager producentpriserne mindre end ventet, kan det sende renterne op, vurderer Kim Blindbæk.
Sydbanks seniorøkonom peger samtidig på, at investorerne også vil kaste et blik mod nøgletallene fra det amerikanske boligmarked og udviklingen i nytilmeldte ledige. De mange data flankeres af Philadelphia Fed-indekset.
.\\˙ MarketWire