Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/lukning: Bullard og nøgletal sender aktier i dørken

17/2 06:32

To topfolk fra den amerikanske centralbank sendte torsdag chokbølger gennem det amerikanske marked, da de afslørede, at de begge er åbne for, at centralbanken ved sit kommende møde igen kan skrue op for størrelsen på det næste renteløft.

Meldingerne fulgte offentliggørelsen af en håndfuld nøgletal, der ikke bragte håb om en snarlig opblødning af pengepolitikken i USA. Det fik handelsdagen til at lægge ud i rødt, og med topfolkenes udtalelser blev markedet presset yderligere ned.

Det brede S&P 500-indeks endte dagen med et fald på 1,4 pct., mens Dow Jones-indekset smed 1,3 pct. og Nasdaq-indekset dykkede mest med 1,8 pct.

Og den matte stemning står til at fortsætte fredag. Futures for de tre indeks indikerer kursfald på 0,2-0,5 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Der er tale om Loretta Mester og James Bullard, der er chefer for henholdsvis afdelingen i Cleveland og St. Louis, og som begge er kendt for at være blandt Federal Reserves høge.

- Min overordnede vurdering er, at det bliver en lang kamp mod inflationen, lød det fra James Bullard ifølge Bloomberg News.

Afdelingschefen meddelte også, at han er åben for et løft på 50 basispoint, ligesom han var fortaler for et løft i samme størrelsesorden ved det seneste møde, hvor renten blot blev hævet det halve.

Samme ordlyd kom fra Loretta Mester, og dermed adskiller de sig fra den generelle forventning i markedet, der forudser et løft på 25 basispoint.

SKUFFENDE NØGLTETAL

Der var torsdag flere skuffelser i eftermiddagens nøgletal. Først og fremmest steg producentpriserne 6,0 pct. i januar på årsbasis, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 5,4 pct. Det skubbede til bekymringen for udviklingen i de fortsatte rentestigninger fra centralbanken.

Det samme gjorde dagens jobtal, der viste, at 194.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var lidt færre end de ventede 200.000 nye ledige, hvilket endnu engang viser et jobmarked med fuld damp på kedlerne.

OGSÅ HANDELSPLATFORM SKUFFER

Blandt de selskabsspecifikke bevægelser endte det med et fald på 15,8 pct. til handelsplatformen Shopify, hvilket var straffen for en skuffende omsætning i selskabets første kvartal.

Omvendt var der fremgang til it-netværksleverandøren Cisco på 5,6 pct. efter en opjustering af de finansielle forventningerne hele året.

FLADE UDSIGTER FOR HASBRO

Også legetøjsproducenten Hasbro leverede regnskabstal for fjerde kvartal, der skuffede i forhold til analytikernes forventninger til resultatet.

Selskabet landede et ordinært overskud per aktie på 1,31 dollar mod 1,21 dollar i samme kvartal i 2021. Men analytikernes havde ventet et overskud på 1,37 dollar.

Der ses desuden udfordringer i indeværende år. Selskabet venter at omsætningen falder med en lav encifret procentsats, mens der ventes en stort set flad udvikling i EBITDA-indtjeningen.

I 2022 var omsætningen knap 5,9 mia. dollar og det ordinære driftsoverskud 922,5 mio. dollar, mens det rapporterede "kun" var 407,7 mio. dollar.

Aktien endte dagen med at stige 1,2 pct.

UDBYTTE BELØNNES

Produkttankrederiet Scorpio Tankers skuffede også på indtjeningen i fjerde kvartal, selv om rederiet kunne notere en markant fremgang sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Den justerede indtjening per aktie landede i året tre sidste måneder på 4,24 dollar per aktie. Her var blandt analytikerne ventet 4,42 dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg. Året forinden rapporterede rederiet et tab per aktie på 0,79 dollar.

Toplinjen overraskede positivt og endte på 497,7 mio. dollar mod ventet 465,7 mio. dollar.

Scorpio foreslog desuden et kvartalsvist udbytte på 0,20 dollar per aktie, hvilket svarer til en fordobling fra sidste gang, og igangsætter samtidig et aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. dollar.

Det kvitterede investorerne for ved at sende aktien op med 2,4 pct.

STORT PLUS TIL OPKØBSMÅL

Aktionærerne i Travelcenters of America (TA) kunne torsdag registrere et gevaldigt kurshop på 70,8 pct. for deres aktier i den amerikanske franchiseoperatør for rejsecenterbrands som TA, Petro Shopping Centers og TA Express.

Selskabet har indgået aftale med BP, der indebærer, at den britiske oliegigant overtager selskabet for ca. 1,3 mia. dollar.

Tilbuddet fra BP lyder på 86 dollar per aktie, hvilket repræsenterer en præmie på 84 pct. i forhold til den gennemsnitlige kurs de seneste 30 dage for aktien.

.\\˙ MarketWire