Fredagens aviser med Maersk Tankers, SAS og Lego
17/2 06:32
BØRSEN
ØKONOMER TOG FEJL I VURDERING AF INFLATION OG RENTER
Bankøkonomer skød langt forbi målskiven med deres prognoser for, hvordan inflationen og renterne ville udvikle sig i 2022. Nu advarer de om risikoen for igen at undervurdere den økonomiske situation. (Forside, side 14-15)
DANSK PAKKEKOMET SÆTTES TIL SALG
Pakkevirksomheden Swipbox har fået et stort gennembrud, og nu åbner ejerne for at sælge selskabet. (Side 2)
IT-SELSKABET ANYTECH365s BØRSNOTERING ER I FARE
Anytech365 skulle i efteråret børsnoteres til en værdi på over 2 mia. kr. Ifølge en intern mail er børsnoteringen fuldstændigt død. Den kuldsejlede børsnotering sætter selskabet i en presset økonomisk situation. (Side 4)
MAERSK TANKERS GRANSKER MULIGT RUSSISK SANKTIONSBRUD
Maersk Tankers kulegraver nu sig selv, efter at Spanien har beskyldt rederiet for forsøg på muligt sanktionsbrud. (Side 8)
NETS-TOPCHEF: DANKORT SKAL FORBLIVE BLANDT DE BILLIGSTE
Dankortet skal være konkurrencedygtigt for at bevare sin danske position, mener nyudnævnt landechefen i Nets. (Side 18)
KINA STRAFFER VIRKSOMHEDERS SALG TIL TAIWAN
De amerikanske forsvarsvirksomheder Lockheed og Raytheon får bøder og samhandelsforbud med Kina, fordi de sælger våben til Taiwan. (Side 26)
BERLINGSKE BUSINESS
TYSK GIGANT ØNSKER LIGE SPILLEREGLER FOR HAVVIND I DANMARK
Den tyske energigigant RWE vil gladeligt betale milliarder til den danske stat, efter at selskabet gik af med sejren om at bygge en gigantisk havvindmøllepark i Nordsøen. RWE's øverste chef for havvind er dog kritisk overfor, at Danmark også har en ordning, hvor man ikke skal betale noget til staten. (Forside, side 4-5)
LEGO ER MAGTESLØS OVER SALG I RUSLAND TRODS IMPORTFORBUD
På hylderne i Rusland står der stadig masser af Lego, selvom den danske legetøjsgigant for længst har trukket sig ud af landet og stoppet importen. Det udgør en hovedpine, som det ifølge en ekspert formentlig er umuligt at gøre noget ved. (Side 2)
TELESELSKABER ANGRIBER SNART HACKERE MED NYT VÅBEN
Allerede inden for nogle uger slår de første mobil- og internetselskaber et nyt sikkerhedsfilter til, der automatisk blokerer mod at ende i hackernes kløer. Det skal øge sikkerheden på nettet. (Side 6)
SAS TRUES AF NORWEGIAN I KAMPEN FOR OVERLEVELSE
Som SAS er det nu, var Norwegian også for nylig i store problemer. Vindene ser dog ud til at være vendt for den norske konkurrent – og det forstærker hovedpinen for kriseramte SAS. (Side 7)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
ERHVERVSLEDERE I FÆLLES OFFENSIV FOR MERE HAVVIND
Topcheferne i Dansk Industri og Dansk Erhverv – Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen – mener, at myndighederne gambler med Danmarks grønne omstilling ved at sætte havvindparker på pause. (Forside, side 6-7)
FLERE DANSKERE FÅR EN FYRESEDDEL
Antallet af varslinger på det danske arbejdsmarked er steget uafbrudt siden oktober. Og det har nu nået det højeste niveau siden august 2020. (Side 2)
WOLT SATSER PÅ MERE HJEMMELEVERING
Kampen om levering af dagligvarer direkte til døren er i opbrud med Coops og Salling Groups neddrosling. Nu vil Wolt forsøge at udvide samarbejdet med supermarkeder hos Dagrofa. (Side 11)
.\\˙ MarketWire