Mærsk frasælger to russiske logistikcentre
20/2 08:19
A.P. Møller-Mærsk sælger sine logistikcentre i Skt. Petersborg og Novorossiysk til IG Finance Development. Det sker som led i koncernens beslutning fra marts 2022 om at nedlukke sine aktiviteter i Rusland.
Det fremgår af en meddelelse fra A.P. Møller-Mærsk mandag morgen.
- Vi er glade for at have fundet en ny ejer til vores to logistikcentre i Rusland og dermed eksekvere på vores beslutning om at frasælge vores aktiver i landet.
- Vi har under hele frasalgsprocessen som virksomhed følt et stærkt ansvar over for de resterende 50 medarbejdere på de to steder, og vi er glade for, at de vil blive tilbudt ansættelse som en del af det nye setup, siger Karsten Kildahl, som er driftsdirektør, COO, hos Mærsk.
Selskabet fortæller desuden, at transaktionen allerede har opnået de nødvendige regulatoriske godkendelser i EU og Rusland, og da der ikke er behov for yderligere godkendelser træder overdragelsen i kraft den 17. februar 2023.
Det fremgår endvidere, at IG Finance Development Limited har indgået en aftale med Arosa, en stor fødevareimportør i Rusland, om at drive faciliteterne i Skt. Petersborg og Novorossiysk.
.\\˙ MarketWire