Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Bavarian i fokus i ventet rød åbning

21/2 08:28

Bavarian Nordic kommer fra start i fokus på det danske aktiemarked tirsdag, efter at selskabet har solgt nye aktier med en rabat til finansiering af sidste uges vaccineopkøb i USA.

At dømme efter udviklingen i aktiefutures er der udsigt til en lettere negativ åbning i Europa tirsdag, hvor en stribe PMI-tal i løbet af dagen kan komme til at sætte dagsordenen.

- Her til morgen er de risikovillige investorer igen skræmt af udsigten til flere renteforhøjelser fra centralbankerne. De amerikanske renter er steget i forhold til i fredags, og det sender både flere asiatiske markeder i lyserødt og de europæiske og amerikanske futures samme vej, skriver Kim Fæster, chefanalytiker i Jyske Bank, i en morgenkommentar.

Efter lukkedagen i USA mandag, er der ifølge futures tirsdag udsigt til fald på mellem 0,4 og 0,5 pct., når børserne åbner i New York i eftermiddag. Den tyske DAX-future, som er en god retningspil for udviklingen i Europa, peger desuden ned med 0,3 pct.

Det danske eliteindeks, C25, indledte mandag ugen med en stigning på 0,4 pct. til 1791,57 anført af Mærsk-aktierne på en ellers stille dag, hvor det lukkede marked i USA lagde en dæmper på aktivitetsniveauet.

BAVARIAN NORDIC HAR SOLGT AKTIER FOR 1,64 MIA. KR.

Bavarian Nordic har trukket meget opmærksomhed efter sidste uges køb af en række rejsevacciner. Mandag aften kom finansieringen på plads, idet selskabet solgte godt 7 mio. nye aktier med en rabat på 4,9 pct. i forhold til mandagens lukkekurs.

Salget skete til kurs 233 kr. og indbringer selskabet et bruttoprovenu på 1,64 mia. kr. Nordnets investeringsøkonom Per Hansen vurderer, at aktien kan komme en smule under pres fra åbningen tirsdag, efter at aktierne blev solgt for en "mellemstor" rabat.

- 5 pct. er en mellemstor rabat, men ikke et usædvanlig stort afslag. Det ligger inden for rammerne af det normale. Måske en anelse i den høje ende, vurderer Per Hansen.

- Investorerne vil formentlig synes godt om, at Bavarian Nordic nu formentlig ikke skal hente yderligere kapital i 2023, og måske har en forretning, som er tæt på at være selvfinansierende, tilføjer han.

Han venter, at aktien vil falde fra mandagens lukkekurs i 245 kr. og ned mod udbudskursen på 233 kr., men næppe helt derned, da der var større efterspørgsel end udbud i mandagens rettede emission.

Mærsks asiatiske branchefæller nyder tirsdag pæne stigninger i et ellers stille marked, hvor investorerne afventer åbningen af det amerikanske marked efter den forlængede weekend efter President's Day i USA.

De tre store japanske containerrederier Mitsui OSK Lines, Kawasaki Kisen Kaisha og Nippon Yusen er tirsdag steget 0,6-1,0 pct. i et ellers lettere negativt marked, hvor det ledende Nikkei 225-indeks endte 0,2 pct. lavere.

Mærsk-aktierne trak mandag mærkbart op i C25-indekset med stigninger på godt 3 pct.

STILLE GENSTART FOR REGNSKABSSÆSON

Efter en pause i den danske regnskabsstrøm i sidste uge byder resten af ugen på en stribe regnskaber. Tirsdag startes stille og roligt op med regnskaber for andet kvartal fra fodboldklubben AGF og rumudstyrsselskabet Rovsing.

På den udenlandske scene rettes fokus mod de to store amerikanske detailkæder Home Depot og Walmart, der før børsåbningen i USA kommer med regnskab.

- Der vil blandt andet være fokus på deres vurdering af forbrugernes købelyst efter det bomstærke detailsalg i januar, skriver Kim Fæster.

Dagen byder desuden på en stribe PMI-tal for indkøbschefernes syn på økonomien. PMI-tal fra eurozonen, Storbritannien samt USA giver en indikator for, hvordan det står til med den økonomiske aktivitet i februar.

.\\˙ MarketWire