Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Endte med plus efter store udsving - Nvidia i vejret

23/2 22:07

De amerikanske akter oplevede igen torsdag store udsving og var flere gange på begge sider af nullet, men til sidst fik bulls overtaget, og det endte med kursplusser.

Investorerne tyggede fortsat på onsdagens referat af det seneste rentemøde i Federal Reserve for tre uger siden. Her løftede banken sin rente med 0,25 pct.point, men flere af ledelsens medlemmer ønskede faktisk det dobbelte, og sidenhen har nøgletallene overrasket til den stærke side, hvilket øger frygten for højere rente i længere tid.

Fremgang til energi, da olieprisen steg, og plusser inden for it, på baggrund af en kursfest for chipkæmpen Nvidia, som onsdag aften overraskede med en opmuntrende salgsprognose for første kvartal, løftede dog humøret.

Det brede S&P 500-indeks steg derfor 0,5 pct. til 4012 indekspoint, men det var i tidlig handel også i plus med 0,9 pct., inden det faldt til minus 0,5 pct.

Hovedindekset er siden det store minus på 2,0 pct. tirsdag blevet handlet i et snævert interval omkring 4000 indekspoint.

Torsdag steg Dow Jones også 0,3 pct., ligesom Nasdaq vandt 0,7 pct.

- Renterne falder en smule, så der er kommet lidt lettelse ind i markedet. Så begynder aktierne at stige. Det er også halvlederselskaberne, som trækker markedet op efter Nvidias regnskab. Der er desuden kommet nogle analytikeropjusteringer af Intel, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

- Vækstaktierne er ved de her høje renter lidt ligesom humlebien, der ikke bør kunne flyve. Men stigningerne sker stadig på et meget tyndt grundlag.

NVIDIA I VEJRET

I S&P 500 vandt energiaktierne 1,3 pct. Olieprisen gik frem med 1,3 pct., efter fald de foregående seks handelsdage. Exxon Mobil og Chevron steg derfor 0,9 og 1,0 pct. torsdag.

It-aktier steg dog mest med 1,6 pct. Her var det først og fremmest Nvidia, der trak op. Chipkæmpen vandt 14,0 pct., mest af alle i indekset, efter sit regnskab for fjerde kvartal. Trods et dyk i omsætningen på 21 pct., især på grund af svigtende salg til gaming, var udviklingen i fjerde kvartal godkendt, mens prognosen for salget i første kvartal overraskede til den positive side.

Konkurrenten Advanced Micro Devices, AMD, blev trukket med op med 4,1 pct., mens Intel steg 0,6 pct.

It-kollegaerne Apple og Microsoft gik desuden frem med 0,3 pct. og 1,3 pct.

NEDTUR FOR NETFLIX

Blandt sektorerne var der derimod minusser til to andre teknologitunge grupper. Cyklisk forbrug rettede sig dog og nøjedes med at falde 0,1 pct., da Amazon og Tesla, der begge svømmede mod strømmen og steg onsdag, torsdag vendte minusser til henholdsvis et marginalt plus og en fremgang på 0,6 pct.

Kommunikationsservice satte sig noget mere med 0,7 pct. Her stod streamingkæmpen Netflix ud med et minus på 3,4 pct. på meldingen om, at koncernen har sænket sine priser i mere end 30 lande for at sikre sig, at Netflix er den foretrukne aktør i konkurrenceprægede markeder. Alphabet bakkede dog også 0,8 pct., mens Meta Platforms steg 0,5 pct.

På regnskabsfronten var der også kommet nyt fra vaccineselskabet Moderna, som dykkede med 6,7 pct. efter en skuffende driftsindtjening i fjerde kvartal. Domino's Pizza havde det imidlertid endnu sværere med et minus på 11,7 pct., den mest faldende aktie i S&P 500, da salget i fjerde kvartal var lavere end ventet.

TABER NÆSTEN 20 PCT.

Ebay smed også 5,2 pct., selv om prognosen for første kvartal var bedre end ventet og i onsdagens eftermarked faktisk løftede aktien. Analytikerne tyggede dog udmeldingerne igennem og fandt, at væksten i salget på handelsplatformen på grund af den globale økonomis udfordringer først vil tage til senere end ventet.

Lavpriskæden Dollar General mistede ligeledes 3,6 pct., da de tallene for fjerde kvartal var ringere på både top og bund, end analytikerne havde regnet med.

Producenten af el-luksusbiler Lucid tabte desuden 11,9 pct., da koncernen leverede 31 pct. færre biler til kunderne i fjerde kvartal end ventet.

Så gik det bedre på datingfronten, hvor Bumble vandt 7,5 pct. efter et bedre end ventet fjerde kvartal.

.\\˙ MarketWire