Nationalkongressens gummistempel sættes på vækst- og budget-mål
6/3 06:34
Den årlige nationalkongres i Kina - National People's Congress - startede søndag, hvor årets mål for den økonomiske vækst blev fastsat.
Målet for 2023 lyder på "omkring 5 pct." i året efter en for Kina historisk lavt vækst på blot 3 pct. i 2022, der blev stærkt præget af covid-restriktioner, nedtur på ejendomsmarkedet og faldende eksport.
Det nye vækstmål blev annonceret af præsident Xi Jinpings næstkommanderende, premierminister Li Keqiang, i en timelang tale, der fastlagde de økonomiske prioriteter og et nyt budget, der blandt andet inkluderer accelererende forsvarsudgifter efter dybfrosne amerikanske relationer over påstande om spionage samt stridighederne om Taiwan og Ruslands krig i Ukraine.
Li sagde, at det vil blive ført en "forsigtig" og "målrettet" pengepolitik, og advarede om den ustabile globale økonomi til de næsten 3000 delegerede ved det som betegnes som det årlige gummistempel-parlament.
- Den globale inflation er fortsat høj, verdens økonomiske vækst og væksten i samhandlen mister damp, og eksterne forsøg på at undertrykke og begrænse Kina eskalerer, lød det fra Li Keqiang, der pegede på at det i år er "vigtigt at prioritere økonomisk stabilitet".
Det ny kinesiske vækstmål betegnes som "rimeligt" i betragtning af efterveerne af covid-afmatningen og sidste års lunkne ekspansion.
- Det er et lavt grundlag for 5 pct., og jeg tror, det vil blive 6 pct. i sidste ende, siger Andy Xie, der er uafhængig økonom i Shanghai, til Nikkei Asia.
Den Internationale Valutafond har forudsagt, at Kinas økonomi sandsynligvis vil vokse 5,2 pct. i år med tiltagende forbrug og erhvervsaktivitet, de i sidste måned voksede med det hurtigste tempo i et årti i kølvandet af Beijings skrotning af nul-covidpolitikken.
BUDGETUNDERSKUD OG UDENLANDSKE INVESTERINGER
Målet for det offentlige budgetunderskud blev sat til 3 pct. af BNP, eller 0,2 pct.point mere end sidste år, mens forbrugerinflationsmålet blev fastholdt på 3 pct.
Blandt de øvrige tiltag annoncerede Li et mål om at skabe omkring 12 mio. flere job i byerne.
Samtidig forsøgte han at adressere de faldende udenlandske investeringer, som er opstået grundet de gentagne virus-nedlukninger, der har fået udenlandske virksomheder til at revurdere deres investering i Kina.
Regeringen i Beijing vil "intensivere indsatsen for at tiltrække og udnytte udenlandske investeringer", lød det.
Beijing vil også fokusere på selvforsyning inden for videnskab og teknologi, som svar på Washingtons restriktioner på kinesisk import af halvledere og kunstig intelligens-teknologi med henvisning til national sikkerhed.
Militærudgifterne bliver øget til 1550 mia. yuan svarende til en stigning på 7,2 pct.
- Vi bør se, at militære operationer, kapacitetsopbygning og kampberedskabet er godt koordineret til at udføre store opgaver og fremskynde gennemførelsen af større forsvarsrelaterede projekter, sagde Li.
Li gentog opfordringen til en "fredelig genforening" med Taiwan, men understreger sideløbende regeringens modstand mod Taiwans uafhængighed, som Beijing ser som en udbryderprovins.
.\\˙ MarketWire