Aktier/tendens: Små udsving i vente inden tale fra Jerome Powell
7/3 08:02

Der ventes en svagt positiv åbning af det danske aktiemarked tirsdag, inden eftermiddagen byder på tale i Senatet af den amerikanske centralbankformand, Jerome Powell.
Royal Unibrew og Schouw kan starte morgenen med løftet kursmål, mens GN har fået sit kursmål nedjusteret.
Det er handlen med futures tirsdag morgen, der peger frem mod en svagt positiv start for det tyske DAX-indeks, som ofte er en god indikator for udviklingen herhjemme, på i omegnen af 0,1 pct.
Tirsdag kan starte med små udsving fra åbningen af det danske aktiemarked. Investorerne afventer, at USA's centralbankchef, Jerome Powell, tirsdag eftermiddag skal tale i Senatet i forbindelse med centralbankens halvårlige rapport til Kongressen.
Mandag bød på en pæn stigning fra start på det amerikanske marked, men ud på eftermiddagen vendte udviklingen rundt, og det endte med blot et beskedent plus, da markedsrenterne fortsatte med at kravle opad.
Herhjemme klarede det danske eliteindeks C25 frisag med et plus på 0,1 pct. i 1796,38.
Jerome Powell skal redegøre for Federal Reserves pengepolitiske beslutninger og vurdering af den økonomisk udvikling over for Kongressens finansudvalg i Senatet klokken 16.
- De globale aktiemarkeder trak i går sidelæns i en afventende stemning frem mod dagens tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell i Kongressen. Her vil markederne med mikroskop studerer hans udtalelser i håbet om at få mere information om, hvad centralbanken beslutter sig for at gøre på mødet den 22. marts, skriver Nordea i sin morgenrapport.
ROYAL UNIBREW OG SCHOUW FÅR HÆVET KURSMÅLSMÅL
Tirsdag er der analysenyt til GN Store Nord, Royal Unibrew og Schouw.
Aktien i GN Store Nord har fået sænket sit kursmål til 200 kr. fra 220 kr. af det britiske finanshus HSBC, fremgår det af Bloomberg News.
Anbefalingen fastholdes "køb".
Aktien steg mandag med 0,2 pct. til 157,75 kr.
Efter børslukketid fik Royal Unibrew løftet sit kursmål hos Citi til 480 kr. fra 400 kr. Dog fastholdes den negative anbefaling "sælg", skriver Bloomberg.
Aktien steg 1,2 pct. til 553 kr. mandag.
Modsat står det til hos Schouw, hvis anbefaling fastholdes "køb" hos SEB, efter selskabet har fået hævet sit kursmål til 735 kr. fra 710 kr.
Aktien steg tirsdag 8 pct. til 610 kr.
Brødrene Hartmann kommer i eftermiddag med regnskab for fjerde kvartal. Brødrene Hartmann har offentliggjort enkelte foreløbige regnskabstal for 2022, der viser en omsætning på 3350 mio. kr. og en overskudsgrad på 7,5 pct.
Aktien steg mandag 4,6 pct. til 364 kr.
Desuden offentliggør også Copenhagen Capital sit regnskab for fjerde kvartal tirsdag.
Selskabet venter for regnskabsåret 2022 at realisere et resultat af primær drift før værdiregulering af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi, finansielle poster og skat (EBVAT) på 17-20 mio. kr.
Dagen byder på generalforsamling for Ørsted klokken 10 og trafikstatistik for februar fra SAS.
.\\˙ MarketWire