Carlsberg/DNB: Topchefs tilbagetræden er ærgerlig - men ventet
7/3 09:15
Carlsberg-topchef Cees 't Harts exit fra virksomheden er ærgerlig, da han har været en vigtig del af den turn around, bryggeriet har gennemført siden hans tiltræden tilbage i 2015.
Det vurderer DNB's Carlsberg-analytiker, Jesper Ingildsen, efter at Carlsbergs administrerende direktør Cees 't Hart fratræder sin stilling efter otte år i spidsen for bryggeriet.
- Det var helt klart ham, der kom ind og satte strategien for at komme væk fra den gamle ledelses fokus på volumen og fokuserede mere på at få værdi ud af forretningen, siger DNB's analytiker, der pointerer, at meget af bryggeriets push ind i premium har været hans idé, samt at det har været med til at drive marginerne.
Cees 't Harts tilbagetræden kommer dog ikke som den helt store overraskelse for hverken markedet eller Jesper Ingildsen.
- Han havde lovet investorerne, at han ville blive lang tid nok til at sætte en ny strategi i gang, siger Jesper Ingildsen, der fremhæver, at den nye strategi, Sail27, blev lanceret sidste år.
- Det er ikke en overraskelse som sådan. Det var helt klart noget, vi forventede ville komme. Spørgsmålet var mere hvornår, fortsætter DNB's analytiker.
Jesper Ingildsen vurderer, at Carlsbergs topchef nok gerne havde set sig selv smutte sidste år, efter at han havde lanceret den nye strategi, men så valgte finansdirektør Heine Dalsgaard at smutte.
- Så tror jeg, at han valgte at blive lidt længere, end han ellers ville have gjort. For at sikre sig, at der var noget kontinuerligt i managementteamet.
.\\˙ MarketWire