Valuta: Dollar let styrket op til Powell-tale
7/3 13:32
Dollar er styrket op mod eftermiddagens tale af den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.
Powells redegørelse strækker sig over to dage - tirsdag og onsdag, og kan komme til at diktere bevægelserne i valuta- og rentemarkedet frem til fredag, hvor den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for februar træder ind på scenen.
Tirsdag taler han i Senatet og gentager budskabet onsdag i Repræsentanternes Hus.
Euro koster tirsdag først på eftermiddagen 1,0658 dollar mod 1,0679 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,1984 dollar mod 1,2035 dollar mandag.
Dollar ligger endvidere i 136,13 yen mod 135,95 yen mandag eftermiddag.
Investorerne frygter, at Jerome Powell vil tale for højere renter i længere tid og måske et større renteløft end 25 basispoint efter den seneste måneds stærke amerikanske nøgletal. Måske vil han også mere tale med uld i mund, da en række tunge nøgletal først offentliggøres inden rentemøde blandt andet den amerikanske jobrapport.
- Powells meldinger er altid vigtige for de finansielle markeder, og da dagens tale kommer lige før centralbanken, Fed, lukker ned for budskaber op til rentemødet 22. marts, spidser investorerne ekstra ører, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.
Banken vurderer, at investorerne primært vil lytte efter, om Powell lægger op til en renteforhøjelse på 25 basispoint på mødet den 22. marts, eller om han holder døren åben for 50 basispoint.
- De fleste udtalelser fra Fed-medlemmer har fokuseret mere på flere renteforhøjelser snarere end større.
Futures for dag til dag renten, Fed funds, viser en 76 pct.s sandsynlighed for en forhøjelse på 25 basispoint i marts, mens renten indikeres at toppe med 5,48 pct. i september og stadig være over 5 pct. ved årets udgang.
Efter en række forhøjelser på 75 eller 50 basispoint reducerede Federal Reserve stigningstakten til 25 basispoint ved det seneste rentemøde, men fortsat aggressive økonomiske data gennem hele februar har genoplivet frygten for, at centralbanken går tilbage til store forhøjelser.
.\\˙ MarketWire